30% af internettet kommer fra din tommelfinger i 2020

30% af internettet kommer fra din tommelfinger i 2020

Om fire år vil smartphones stå bag 30% af internettets samlede trafik – dermed overhaler de pc’ers andel for første gang. Det viser en ny rapport fra Cisco, der forudsiger trends på internettet frem mod 2020

Del artiklen på

På relativt få år har smartphones og apps rykket ved måden, vi interagerer med hinanden på – både privat, som forbruger og på arbejdspladsen. I en ny rapport fra Cisco kan man nu se, hvor stor en rolle smartphonen rent faktisk spiller i vores hverdag – nu og i fremtiden. I år 2020 vil smartphones udgøre 30% af den samlede globale internettrafik, hvilket gør dem til en vigtigere faktor end pc’er, der blot vil udgøre 29% af trafikken.

Henrik Stær, teknisk direktør for Cisco Danmark, siger:

- Vores rapport viser, at folk i stigende grad benytter deres smartphones til at være online. Samtidig forventer vi, at internettet får en ekstra milliard brugere frem til 2020. Det vil ikke kun stille større krav til de netværk, der skal forbinde de mange mennesker. Det vil også udvide markedet for nye mobile tjenester, der er ved at omvælte en række brancher, fx transport, underholdning, bankvirksomhed, sundhed og uddannelse.

Ifølge rapporten vil den samlede IP trafik nå 2,3 Zetabytes i år 2020. Her vil to tredjedele af trafikken stamme fra trådløse og mobile enheder.

Netflix og 300 millioner nye gamere

Ifølge rapporten vil det tage mere end fem millioner år at se al den video, der vil blive sendt på kryds og tværs af internettet hver måned i år 2020.

- Video vil udgøre 82% af al IP-trafik i de næste fem år. Det skyldes bl.a. online videostreaming på fx Netflix eller HBO. Hvis man ser på den samlede videostreaming i 2020, så svarer det til 7,2 milliarder dvd’er pr. måned, hvilket er næsten en fordobling på blot fem år, uddyber Henrik Stær.

Online gaming vil være den hurtigst voksende internet service rundt omkring i de private hjem. Antallet af gamere forventes at vokse fra 1,1 til 1,4 milliarder brugere i 2020.

Skole-hjem-samtaler i HD-format

Det er ikke kun spil og underholdning, der driver internettets vækst frem mod 2020. En stor del af den øgede IP-trafik vil stamme fra videokonferencer. Det er f.eks. videokonsultationer med lægen eller skole-hjem-samtaler, der begge klares hjemmefra uden behov for transport til en anden adresse.

- I dag oplever borgerne et voksende pres på at få mest ud af deres tid – både privat og på arbejdspladsen. Et af de steder, hvor teknologien virkelig kan gøre en forskel er gennem videokonferencer. Det ser vi allerede i dag fx i Ikast-Brande kommune, hvor de bruger video til at afvikle skole-hjem-samtaler, afslutter Henrik Stær.

Ud over uddannelses- og sundhedssektoren, ses der også en øget brug af teknologien indenfor retsvæsenet, f.eks. i Syd- og Sønderjylland, hvor de har brugt video-retsmøder siden 2010.

Andre tal og tendenser frem mod 2020:

  • Den globale IP trafik vil tredobles inden for de næste fem år.
  • I 2020 vil mængden af data, der krydser globale IP-netværk på to minutter være lige så stor som hele verdens filmhistorie tilsammen.
  • Trafik fra trådløse og mobile enheder vil udgøre 2/3 af den totale IP trafik i 2020.
  • 64% af den totale internettrafik vil i 2020 blive distribueret via et Content Delivery Network (CDN).
  • Den globale bredbåndshastighed vil stige fra 24,7 Mbps i 2015 til 47,7 Mbps i 2020.

Om undersøgelsen

Rapporten Cisco Visual Networking Index (VNI) er en undersøgelse, der forudser udviklingen inden for global mobildatatrafik, fra 2015 til 2020.

Læs hele rapporten her.

- lb