Allan Jakobsen ny direktør for Eniro Danmark

Allan Jakobsen ny direktør for Eniro Danmark

Eniro Danmarks nye administrerende direktør er Allan Jakobsen, der kommer til virksomheden fra Nets med to årtiers topleder-erfaring fra tele- og finansvirksomheder

Del artiklen på

Allan Jakobsen afløser d. 1. marts Stefan Kercza, der i december blev udnævnt til koncernchef i Eniro, og som selv rekrutterede sin afløser.

”Jeg er meget glad for at kunne give ansvaret for vores danske datterselskab videre til Allan, der kommer med en stærk baggrund inden for ledelse og forretningsudvikling, og som samtidig har en personlighed og ledelsesstil, der til fulde lever op til Eniros værdier. Med Allan i spidsen er jeg overbevist om, at Eniro Danmark kan fortsætte de seneste års stabile udvikling med fokus på profitabel vækst og daglig eksekvering, som har gjort os i stand til at erobre markedsandele på et digitalt annoncemarked i vækst,” siger Stefan Kercza, koncernchef i Eniro.

Stefan Kercza nævner også Allan Jakobsens erfaring med mobilmarkedet og onlinebaserede tjenester som vigtige forudsætninger for succes i rollen, som den nye administrerende direktør glæder sig til at komme ind i.

”Jeg ser meget frem til at sætte mig i spidsen for de mange dygtige medarbejdere i Eniro og fortsætte den positive udvikling, selskabet har været inde i under Stefan Kerczas ledelse. Mit fokus vil fra dag ét være rettet på profitabel vækst og videreudvikling af Eniros brands og digitale platforme til gavn for vores mange brugere og kunder,” siger Allan Jakobsen, der tiltræder som administrerende direktør i Eniro Danmark den 1. marts.

CV for Allan Jakobsen

Født 1969. Cand.oecon. fra Aarhus Universitet, 1994. Lederkurser fra INSEAD, IMD Business School og Henley Management College. Bor i Nordsjælland med sin kone, Merethe, og to børn.

1996-2003 Vice President, TDC Switzerland

2003-2006 Adm. direktør, Dan Net/MACH

2007-2008 Adm. direktør, Nianet

2008-2009 Interim Vice CEO, TDC Sverige

2010-2012 CEO, Mi-Pay Ltd.

2013-2015 SVP Financial Services, Nets

- lb