Crowdfunding: Nøl risikerer at tvinge virksomheder ud af Danmark
I maj 2014 lovede Regeringen at have en undersøgelse om crowdfunding færdig inden årsskiftet. Den er ikke kommet. De uklare regler, risikerer at få virksomheder til at forlade Danmark og starte op i udlandet, mener Dansk Erhverv
Del artiklen påCrowdfunding er populært i Danmark og vækster eksplosivt globalt. Danske virksomheder og iværksættere sukker efter at tage trenden til sig, men mangler afklaring om, hvad de må, og hvad de ikke må.
- Vi har både ideerne, talentet og iværksætterlysten i Danmark, men mange kan og tør ikke kaste sig over crowdfunding af den ene årsag, at de ikke ved, hvad de kan og må i Danmark. Der er brug for overblik,” siger Sigurd Schou Madsen, der er erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv.
Regeringen synes også, at have erkendt, at crowdfunding er kommet til Danmark for at blive. I Vækstpakken fra maj sidste år, står der således, at der igangsættes en analyse for at fremme crowdfunding i Danmark med henblik på at fremsætte forslag til justeringer af den danske lovgivning på området. Undersøgelsen – står der i vækstpakken fra maj – skal være færdig inden udgangen af 2014.
Uklare regler presser virksomheder til udlandet
De platforme, der udbyder crowdfunding i Danmark oplever, at virksomheder flygter til udlandet, fordi lovgivningen i Danmark er uklar.
”De virksomheder vi taler med siger, at hvis ikke de kan rejse pengene i Danmark, så rejser de dem bare andetsteds. Det er nok ikke vejen for vækst i dk,” siger Søren Stenderup, CEO i Crowdcube Danmark, der er en platform for aktiecrowdfunding.
"Vi mangler et konkret afklarende rapport fra Regeringen, hvor vi kan henvise spørgende crowdfundere. Det er ikke nok med foreningens råd og vejledning. Vi har også brug for, at det offentlige tager stilling og løfter den nye crowdfunding bevægelse ud af den juridiske gråzone, som vi befinder os i lige nu," siger Fredrik Ploug Søgaard, formand i Dansk Crowdfunding Forening.
”Branchen har været tålmodig og har ventet. Nu skriver vi snart marts 2015, og undersøgelsen er der stadig ingen tegn på. Danske virksomheder og crowdfunding-platforme er ved at løbe tør for tålmodighed og vi ser virksomheder etablere sig i udlandet for at være sikre på, hvad de kan og ikke kan,” siger Sigurd Schou Madsen.
-lb