Danskerne vil bytte julegaver for 229 millioner kroner

Lidt mere end hver tredje dansker byttede en eller flere julegaver sidste år, viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv, som regner med, at billedet bliver det samme i år.

Del artiklen på

Sidste år byttede 34 procent eller lidt mere end hver tredje dansker en eller flere julegaver. Det viser en undersøgelse, som Interresearch foretog for Dansk Erhverv i februar 2013.

Har du byttet én eller flere af de julegaver, du fik i 2012?

Ja 34%

Nej 61%

Får ikke julegaver 4%

Husker ikke 1%

Kilde: Dansk Erhverv, februar 2013. n=1026

Der er meget stor forskel på, hvor mange julegaver der blev byttet, men i gennemsnit byttede hver dansker 4 pct. af sine julegaver. Dansk Erhvervs julehandelsanalyse estimerer, at julegavesalget i 2013 lander på ca. 8 mia. kr., og det svarer derfor til, at der vil blive byttet for ca. 229 mio. kr. julegaver i år..

”Hvis hver dansker ligesom sidste år kommer til at bytte 4 procent af sine gaver, svarer det til, at der vil blive byttet gaver for 229 mio. kr., når butikkerne slår dørene op igen efter jul,” siger Lone Rasmussen markedschef i Dansk Erhverv.

”Vi regner med, at billedet fra sidste år gentager sig, og at hver tredje dansker kommer til at bytte en eller flere julegaver. Derfor er det en god idé at orientere sig i de gode bytteråd, inden man køber sine julegaver. Dermed undgår folk at stå med en gave, de ikke kan få byttet eller, at de på anden måde kommer galt af sted,” siger Martin Jørgensen, advokat hos Dansk Erhverv.

Husk de gode bytteråd

Det er ikke en selvfølge, at julegaver kan byttes.. Derfor er det en god idé at orientere sig om byttereglerne, inden man køber sine julegaver.

”Adgangen til at bytte eller returnere en vare er ikke en ret, men en god service, som mange butikker giver deres kunder. Hvis gaven skal byttes, er det derfor vigtigt, at der er byttemærke på gaven eller modtageren kan tage bonen med. Det er også vigtigt, at modtageren af gaven kender den frist, butikken har sat for bytning,” siger Martin Jørgensen og fortsætter:

”Hvis gaven skal byttes, skal den afleveres i en stand, så den kan sælges igen. Det vil sige, at mærkerne ikke må være klippet af, og plomberingen ikke være brudt. Gaven skal også leveres tilbage i original emballage, hvis emballagen har betydning for varens værdi,” siger Martin Jørgensen.

Dansk Erhverv: Gode råd om julebyttereglerne

Lovgivningen giver ikke forbrugere ret til at få byttet en vare eller få pengene tilbage, medmindre der er en fejl på den.  Dansk Erhverv oplister her reglerne for returnering og ombytning, så både butikker og kunder ved, hvad de kan forvente:

Handel i fysiske butikker

Der gælder ingen bytte- eller returret, medmindre butikken har lovet det. Løftet kan gives som en generel bytte- eller returret eller som en konkret aftale i det enkelte tilfælde.

Bytte- eller returrettigheder gælder kun i den forretning, hvor varen er købt, medmindre butikskæden har lovet, at varen kan byttes i alle forretninger.

Hvis butikken har fastsat en frist for bytte eller returnering, skal den overholdes.

Returret betyder, at forbrugeren kan kræve købesummen tilbage.

Butikken kan kræve dokumentation for, at varen er købt hos butikken eller kæden.

For at kunne returnere en vare skal den være ubeskadiget og må ikke være brugt.

Varen skal leveres tilbage i original emballage, hvis emballagen har betydning for varens værdi eller muligheden for at sælge varen igen.

Hvis varer som for eksempel musik og film er plomberet, må plomben ikke være brudt.

Handel i internetbutikker

Ved bytte af julegaver i internetbutikker gælder der andre regler. Man skal være særlig opmærksom på følgende:

Tjek altid, hvor længe varen kan byttes. Ved handel på internettet er der i langt de fleste tilfælde en 14 dages fortrydelsesret. Er varen købt hos en udenlandsk forhandler kan den dog være ned til 7 dage.

Tjek altid, hvad det koster at sende varen retur.  Med mindre netbutikken tilbyder gratis returfragt, skal man nemlig selv betale for fragten. Hvis varen er købt i en udenlandsk netbutik, betaler man udenlandsk porto, hvilket kan være dyrere.

-mo