Ingen følger cookie-reglerne 100 procent

49 ud af 50 hjemmesider informerer om cookies, men ingen overholder reglerne 100 procent. Det viser ny undersøgelse fra Erhvervsstyrelsen, der vil fastholde fokus på de cookies, som følger brugerne på nettet, de såkaldte tracking cookies

Del artiklen på

- Danske hjemmesideejere har gjort en stor indsats for at sikre åbenhed om deres brug af cookies. Det er positivt, men vi må erkende, at ingen af de undersøgte sider opfylder reglerne 100 pct. Særligt har vi konstateret, at der ikke informeres præcist om formålet med brug af cookies og videregivelse af data til tredjeparter, siger Kontorchef i Erhvervsstyrelsen, Brian Wesse og fortsætter:

- Hensigten med reglerne er at beskytte brugerne, især mod kommerciel overvågning i den digitale verden. Vi er lydhøre over for kritikken om for meget information, og at reglerne derfor ikke virker efter hensigten. Derfor retter vi især vores tilsyn mod tracking cookies. Især den type som giver 3. parter adgang til brugernes data. Og derfor vil vi fortsætte drøftelserne om implementeringen af reglerne på EU plan, herunder også muligheder for præcisering af reglerne i en fremtidig lovgivning.

Erhvervsstyrelsen arbejder fortsat tæt sammen med EU-Kommissionen og de øvrige medlemsstater om håndhævelsen af cookie-reglerne. Kommissionen er ved at evaluere implementeringen. I den forbindelse vil Erhvervsstyrelsen efter drøftelser med de danske interessenter komme med idéer til, hvordan den nuværende ordning kan forbedres. Det skal fx drøftes om cookies til webstatistik og brugeradfærd på hjemmesider stadig skal være omfattet.

I den nærmeste fremtid tager Erhvervsstyrelsen fat i en række af de virksomheder, som bruger tracking cookies uden at informere om det. Der skal drøftes best practice med dem, og de får en tidsfrist for, hvornår de skal leve op til reglerne.

-mo