Loyalty Group belønner Waoo! med Bedst i Test for fjerde år i træk
Fiberselskabet Waoo! mener selv at deres succes skyldes at danskerne ikke gider ustabile internetforbindelser på halv kraft
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Det er nu fjerde år i træk, at Waoo! bliver udråbt som den internetudbyder med de gladeste kunder, men det får ikke selskabet til at læne sig tilbage og sole sig i successen.
- Vi er selvfølgelig beærede over, at kunderne bliver ved med at vise os den tillid, og vi er stolte over, at vi i udpræget grad formår at holde dem hos os i et marked, hvor kundernes loyalitet ellers kan ligge på et meget lille sted. Men vi er også fuldt ud bevidste om, at det skyldes hårdt arbejde for at levere et godt produkt, og at vi skal hænge i, hvis vi skal bibeholde samme momentum, siger Waoo!'s administrerende direktør, Jørgen Stensgaard.
Gode karakterer for hastighed og stabilitet
Rådgivningsvirksomheden Loyalty Group sætter hvert år internetudbyderne under lup og har i år fået svar fra over 2.800 danskere i deres undersøgelse BrancheIndex Internet 2015. Waoo! ligger i top på stort set samtlige parametre, men scorer især højt på hastighed og stabilitet.
- Vi nyder godt af, at energiselskaberne meget tidligt så, at fiber ville blive fremtidens teknologi. Derfor er vi i dag velsignet med Danmarks bedste infrastruktur, så vi kan stille et rigtig godt produkt til rådighed for kunderne. Vores tolkning af undersøgelsen er, at kunderne mener, at livet er for kort til ustabilt internet. Og for at kunne forblive i førertrøjen forsøger vi hele tiden at være to skridt foran udviklingen, så kunderne ikke behøver at tænke over forbindelsen, forklarer Jørgen Stensgaard.
Holder hvad de lover
En anden faktor i kundernes tilfredshed med Waoo! er ifølge Jørgen Stensgaard selskabets troværdighed, der bunder i en grundværdi om, at man skal holde, hvad man lover.
"Vi har i flere år arbejdet på at sikre større gennemsigtighed og forbrugertillid. Det har vi blandt andet gjort ved at stå fast på vores hastighedsgaranti og høje netværkskapacitet uden fair use grænser. Derfor har vi også været lidt bekymrede over, at nogle konkurrenter det seneste års tid har været ude og gradbøje begrebet hastighedsgaranti. Det er endnu en gang med til at forplumre opfattelsen af garantien, men vi har haft held til at fortælle kunderne, at hos os er et ord et ord," siger Jørgen Stensgaard.