Masser af ulovlig streaming i danske hjem

Masser af ulovlig streaming i danske hjem

17% af danskerne streamer ulovligt

Del artiklen på

Selv om det både er let og billigt at købe online-adgang til film, tv-serier og musik, vælger mange danskere fortsat at gå uden om de lovlige udbydere. Det viser en ny undersøgelse fra Deloitte. Her siger 17%, at de anvender ulovlige streaming-tjenester for at få gratis underholdning, mens 8% indrømmer, at de gør brug af ulovlig fildeling. De fleste lovbrud sker blandt de unge.

- Danskernes underholdningsvaner er blevet vendt fuldstændig på hovedet inden for de seneste år. I dag kan mange ikke forestille sig at leve uden tv-serier fra Netflix, musik fra Spotify eller film fra en af de efterhånden mange udbydere, der tilbyder online-streaming. Samtidig synes priserne at være faldet i takt med den større valgfrihed, siger medieekspert i Deloitte Frederik Behnk.

Trods øget tilgængelighed er der stadig en hel del danskere, der vælger at skaffe sig gratis adgang til underholdningen. På sigt må snyderiet dog forventes at aftage i styrke, mener Frederik Behnk:

- Der er ingen tvivl om, at det er blevet lettere og billigere at få adgang til det nyeste medieindhold på lovlig vis. Typisk er kvaliteten også langt bedre gennem de lovlige kanaler, hvor man ligeledes skal bekymre sig mindre om virus og malware. Det gør det mindre og mindre attraktivt at snyde.

Ifølge Frederik Behnk har flere års skræmmekampagner også været med til at lægge en dæmper på lysten til at streame og downloade indhold ulovligt:

- Mediebranchen har helt sikkert været dygtige til at formidle budskabet om, at det er tyveri at skaffe sig ulovlig adgang til beskyttet indhold. Det gælder både brede kampagner samt krav rettet mod dem, der downloader ulovligt. Det har naturligvis haft en præventiv effekt.

Kampagnerne har dog langt fra ramt alle danskerne. Blandt de unge mellem 18 og 29 år er det hele 33%, der streamer ulovligt, mens 17% anvender ulovlig fildeling.

- De unge er selvsagt mere digitale og også mindre lovlydige end de ældre generationer. Her er der stadig en stor opgave for mediebranchen i at overbevise brugerne om, at man skal følge reglerne. Det er alles ansvar at overholde loven, siger Frederik Behnk.

De ældre generationer kan dog ikke sige sig helt fri for at deltage i ulovlighederne. Blandt danskerne over 60 år indrømmer 8% at gøre brug af ulovlig streaming, mens ca. 2% benytter ulovlig fildeling.

Fra undersøgelsen:

Så mange danskere anvender ulovlige streaming-tjenester på nettet til at streame tv, tv-serier eller film

  • 6% gør det ofte
  • 11% gør det af og til
  • 77% gør det ikke
  • 7% ved ikke/vil ikke svare
  • Sådan ser det ud for de unge mellem 18 og 29 år:
  • 12% gør det ofte
  • 21% gør det af og til
  • 59% gør det ikke
  • 7% ved ikke/vil ikke svare

Så mange danskere anvender ulovlige fildelingstjenester på nettet til at downloade fx film, tv-serier eller musik

  • 2% gør det ofte
  • 6% gør det af og til
  • 85% gør det ikke
  • 7% ved ikke/vil ikke svare
  • Sådan ser det ud for de unge mellem 18 og 29 år:
  • 5% gør det ofte
  • 12% gør det af og til
  • 75% gør det ikke
  • 8% ved ikke/vil ikke svare

Tallene er baseret på i alt 1000 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.

- lb