Minister vil ikke være bredbåndsjulemand
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) (Foto www jeppebnielsen com)

Minister vil ikke være bredbåndsjulemand

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt har offentliggjort listen over, hvilke projekter rundt om i landet, der i år har opnået støtte fra Bredbåndspuljen

Af Dan Bjerring

Christiansborg

Omkring 5.700 husstande og virksomheder kan gælde sig over at være med i projekter, der i 2017 har opnået tilskud fra Bredbåndspuljen.

I alt 72 projekter i 21 kommuner har søgt at få en del af de 40 millioner kroner i puljen, men de får ikke deres ønsker opfyldt fuldt ud, idet ansøgningerne samlet løber pop i cirka150 millioner kroner - næsten fire gange så mange penge, som der har været i puljen for 2017.

Den store interesse for at komme i betragtning glæder ministeren, som noterer, at ’der er virkelig rift om pengene’:

- Bredbåndspuljen løser ikke alle dækningsproblemer, men den er en fremstrakt hånd til dem, der har ondt i internettet. For at de kan få hjælp, kræver det, at de selv gør noget aktivt for at samle sig og søge om støtte. Når jeg ser ned over danmarkskortet og fordelingen af ansøgninger, glæder det mig, at der er ansøgninger og lokalt engagement rundt om i hele landet, siger Lars Chr. Lilleholt.

Katalysator

Der er ifølge ministeren også eksempler på, at lokale bredbåndssammenslutninger har kunnet klare sig uden støtte, selvom de oprindeligt blev oprettet med det formål at få støtte fra bredbåndspuljen:

- Bredbåndspuljen har fungeret som en katalysator. Lokale ildsjæle har indset, at de ved en fælles indsats kan stable projekter på benene, som kan klare sig uden støtte. Det er godt gået og en meget positiv sideeffekt ved bredbåndspuljen, der på den måde har været et ’wake-up call’ rundt omkring i landet, siger energi-, forsynings- og klimaministeren.

Dertil kommer, at flere bredbåndsudbydere har oprettet deres egne puljer til investeringer i bredbånd.

Evaluering

Bredbåndspuljen er på i alt 200 millioner kroner, der udmøntes over perioden 2016-2019 med 80 millioner kroner i 2016 og 40 millioner kroner i hvert af de resterende år, hvorefter Bredbåndspuljen evalueres.

Ministeren siger i øvrigt, at han vil forsøge at ændre aftalen, så kriterierne justeres i retning af en større målretning mod tyndere befolkede områder:

- Men det vil stadig være en grundlæggende forudsætning, at folk gør en aktiv indsats for at søge midlerne. Jeg kommer ikke som en anden bredbåndsjulemand og deler penge ud til hurtigt internet. Folk skal selv gå sammen og søge aktivt for at have en chance for at få tilskud fra bredbåndspuljen, slutter Lars Chr. Lilleholt.

Energistyrelsen behandler nu ansøgningerne, og alle ansøgere får en tilbagemelding i begyndelsen af november.