Næsten halvdelen af detailbutikkerne har ingen app

Næsten halvdelen af detailbutikkerne har ingen app

Flere af verdens førende detailbutikker tilbyder ikke deres kunder en app eller responsiv hjemmeside og med en befolkning hvor stort set alle har en smartphone, og knap 80% har købt via den, går danske detailbutikker glip af millioner

Del artiklen på

Selvom vi for længst har taget smartphonen til os og foretager køb via den, har næsten halvdelen af verdens største detailforhandlere endnu ikke udviklet en app eller en responsiv hjemmeside, der skaber en bedre brugeroplevelse. I de nordiske lande står det endnu værre til, viser en ny undersøgelse fra Episerver.

Af en score på 100 fik de nordiske detailbutikker et gennemsnit på 35% for deres mobile strategi. Til sammenligning scorer detailvirksomheder i UK (57%) og USA (50%). Og det er dårligt nyt for de mange danske detailvirksomheder, der kæmper om kundens gunst på et internationalt marked. De er nemlig for længst gået over til apps og smartphones. Undersøgelsen viser, at hele 96% af de nordiske borgere ejer en smartphone, og 77% har foretaget et køb herfra. På undersøgelsens internationale top 100 over de bedste digitale detailforhandlere var der således kun fire danske virksomheder iblandt, hvor føtex.dk fik den bedste placering med en 9. plads.

Lars Lytton Kejser, Country Manager for Episerver, håber, at undersøgelsen kan være et vink med en vognstang for de danske virksomheder, hvis de vil undgå at blive disruptet af nye, digitale løsninger.

- Jeg er overrasket over, at der ikke flere danske detailvirksomheder, der mobiloptimerer deres hjemmeside og udvikler apps. De går glip af millioner. Apps og e-handel fylder mere og mere hos forbrugeren, så det bør være første prioritet blandt de danske virksomheder, hvis de skal være gearet til fremtidens konkurrence mod udenlandske virksomheder, siger Lars Lytton Kejser.

Størstedelen dropper website

I bussen på vej til arbejde, i sofaen derhjemme under reklamepausen eller et hurtigt kig i elevatoren. For manges vedkommende er smartphonen blevet så populær, at det er den eneste måde, vi besøger hjemmesider på. Og kan vi ikke komme på her, prøver vi ikke igen. Undersøgelsen viser, at over halvdelen af forbrugerne slet ikke vil besøge en traditionel hjemmeside, hvis de ikke kan få adgang via deres smartphone.

- Det er nemt og hurtigt at handle og surfe via en smartphone, og derfor stopper flere og flere forbrugere allerede deres digitale rejse, hvis de ikke kan få adgang via en smartphone. Over halvdelen forlader sågar websitet, hvis de oplever problemer, så det bør være et vigtigt fokusområde for detailvirksomhederne, slutter Lars Lytton Kejser.

Det svenske møbelhus IKEA fik den bedste placering af alle nordiske lande med en tredjeplads, hvilket var bedre end blandet andet Walmart, en af verdens største detailbutikker, der fik en 21. plads.

Om undersøgelsen

Softwarehuset Episerver har udarbejdet en international undersøgelse, hvor de har sammenlignet verdens 100 førende detailvirksomheder i Benelux, Australien, USA og UK. Detailvirksomhederne er bedømt ud fra parametrene: Mobil strategi, mobil site, iPad app, iPhone app, Android telefon og Android tablet. De enkelte delscorer er blevet regnet sammen til et gennemsnit, der danner grundlag for detailvirksomhedens samlede placering på top 100.

Top 100 kan ses på nedenstående link:

http://www.episerver.com/knowledge-base/research--reports/global-mobile-commerce-2015/top-100-mobile-retailer-benchmark/

- lb