Ny divisionsdirektør til EnergiMidt Fiberbredbånd
Det bliver den 44-årige Jørn Zielke, der som divisionsdirektør skal stå i spidsen for EnergiMidt Fiberbredbånd og bringe divisionen yderligere i front blandt fiberselskaberne i Danmark
Del artiklen påEnergiMidts fiberforretning nåede i 2014 et positivt resultat som det første fiberselskab i Danmark. Med en ny direktør i spidsen er EnergiMidt Fiberbredbånd klar til at skabe endnu bedre resultater i fremtiden.
2014 blev året, hvor EnergiMidts Fiberbredbåndsforretning som det første fiberselskab i Danmark kom ud med positivt resultat (EBIT). Dermed er investeringen i den midtjyske infrastruktur blevet en solid forretning for EnergiMidt, som gennem øget samarbejde og partnerskaber har ambitioner om endnu bedre resultater i 2015 og fremad. Det skal Jørn Zielke være med til at sikre som ny divisionsdirektør.
Som et led i en øget kommercialisering af EnergiMidt-koncernen blev EnergiMidts Fiberbredbåndsforretning i efteråret udskilt i en særskilt division i EnergiMidt. Sigtet er en selvstændig virksomhed, som uafhængigt af resten af koncernen kan fortsætte den positive, forretningsmæssige udvikling med en række nye produkter og services - gerne i tæt samarbejde med branchen i øvrigt.
- Vi er Danmarks første fiberforretning, der går i plus på bundlinjen, og det vækker naturligvis positiv opmærksomhed hos vores kolleger i branchen. Flere energiselskaber har således ytret ønske om et tættere samarbejde med os for at reducere deres omkostninger, ligesom vi konstant selv er på jagt efter synergier, der kan nedsætte vores egen kundepris. I den forbindelse har det været naturligt at udskille fiberforretningen i sin egen division, siger EnergiMidts administrerende direktør Holger Blok.
Jørgen Zielke tiltræder sin stilling som divisionsdirektør hos EnergiMidt i dag den 6. januar, og han glæder sig til at komme i gang:
- Med mere end 57.000 aktive kunder har EnergiMidt Fiberbredbånd fundet den rette model for udrulning, installation og drift af den unikke infrastruktur til glæde for andelshaverne i det midtjyske. I 2015 fortsætter udrulningen for at give endnu flere midtjyder adgang til det lynhurtige fiberbredbånd, fortæller han.
- Det næste års tid bliver spændende af flere grunde. Udover at løse operatøropgaver for et stigende antal af vores kollegaselskaber, forventer vi at kunne åbne for en række nye muligheder for vores kunder. Vi får også adgang til helt nye markedsmuligheder, som vi forventer os meget af, slutter Jørn Zielke.
Jørn Zielke kommer fra en stilling som divisionsdirektør i energiselskabet NRGi og har tidligere beklædt en række ledende stillinger i Falck-koncernen i både ind- og udland.
-lb