Regeringen rydder op i cookieregler

Regeringen vil gøre noget ved reglerne af internet cookies. Det fremgår af initiativkataloget ”30 veje til et bedre indre marked”, der netop er udkommet. Dansk Erhverv har længe presset på for et opgør med de forfejlede regler

Del artiklen på

Det skal være slut med at skulle klikke en boks væk, der fortæller, at ”websitet bruger cookies”. Sådan forlyder det i Regeringens initiativkatalog ”30 veje til et bedre indre marked”, der netop er offentliggjort. Hos Dansk Erhverv er man glad for udsigten til at komme advarslerne til livs – for de er i de fleste tilfælde mere generende end gavnlige.

”Vi vil gerne rose Regeringen for at have lyttet, så de nu reviderer reglerne. De nuværende regler genererer en masse passive klik og frustrationer, når man surfer på. Men det er helt afkoblet fra den forbrugerbeskyttelse, som var intentionen. Derfor er det kærkomment, at Regeringen anerkender, at cookie-reglerne er fjollede og forfejlede," siger Janus Sandsgaard, fagchef for it og digitalisering i Dansk Erhverv.

Advarslerne om, at et websitet bruger cookies har sin baggrund i et EU-direktiv. Danmark hører til blandt de medlemslande, der har implementeret direktivet unødvendigt strengt.

”Vi læser Regeringens initiativ som en ambition om ikke kun at ændre den danske fortolkning og praksis for cookies, men for at påvirke hele EU. Det er det helt rigtige fokus for et grænseoverskridende internet” siger Janus Sandsgaard.

Læs Regeringens initiativpakke 30 veje til et bedre indre marked.

- lb