Stor efterspørgsel efter hurtigere bredbånd

Danskerne efterspørger superhurtigere hastigheder. Det viser den nye telestatistik, som Erhvervsstyrelsen har offentliggjort. Her fremgår det også, at fibernettet fortsat er den hurtigst voksende bredbåndsteknologi

Del artiklen på

- Den digitale udvikling flyver af sted, og danskerne vil gerne være med helt i front. Vi er i verdenseliten, når det gælder om at tage nye og avancerede digitale tjenester i brug. Og vi kan se, at dataforbruget i danske hjem og hos danske virksomheder vokser enormt hurtigt i disse år.

- Digitaliseringen slår nu for alvor igennem, og danskerne tager det til sig - det er nok årsagen til den kraftigt stigende efterspørgsel efter hurtigere bredbånd, siger Mikael Bomholt, konsulent i Dansk Energi.

Og den stigende efterspørgsel efter hurtigere hastigheder betyder, at langsomme kobberforbindelser skiftes ud med hurtigere fibernet eller kabel-tv forbindelser. Siden 2010 er antallet af kunder på det gamle kobbernet faldet med mere end 162.000 abonnenter, mens det samlede antal bredbåndskunder i samme periode er steget med næsten 150.000.

Det står overfor, at fibernettet fortsat er den hurtigst voksende bredbåndsteknologi i Danmark. Antallet af fiberkunder er fordoblet i forhold til 2010, og der er nu næsten 300.000 fiberkunder i Danmark.

- Det går hurtigt rundt om i de danske hjem, når stadig flere ting forbindes med internettet, og vores digitale tjenester bliver tungere. Vi ser det for eksempel inden for cloud computing, videokommunikation og streaming.

- Den udvikling giver vækst, arbejdspladser og bedre velfærd. Men det stiller også markant større krav til hastighederne og kapaciteten i infrastrukturen. Her er der stor forskel på de forskellige teknologiers formåen, og det giver fibernettet en klar fordel hos forbrugerne, siger Mikael Bomholt.

-hawin