Universiteternes forskningsnet bliver nu 10 gange hurtigere
Ericsson Danmark har netop indgået en 10-årig kontrakt med DeIC (Danish e-Infrastructure Cooperation) om at levere optisk transmissionsudstyr til forskningsnettet
Del artiklen påDet nye udstyr afløser optisk transmissionsudstyr fra Alcatel, som har været i drift siden 2008 og som benyttes af de ca. 100 institutioner inden for forskning og undervisning, som er tilknyttet forskningsnettet. Med det nye transmissionsudstyr vil man i fremtiden kunne sende data med op til 100 Gbit/s, hvor de hurtigste strækninger i dag sender med 10 Gbit/s.
Det nuværende udstyr understøtter i dag 40 kanaler, men med det nye system får forskningsnettet 88 kanaler. Det betyder, at man i fremtiden over en enkelt linje kan etablere 88 gange 100 Gbit/s mod de nuværende 40 gange 10 Gbit/s.
Jørgen Alsing, adm. direktør i Ericsson Danmark, siger om det nye samarbejde:
- Jeg er rigtig glad ikke blot på Ericssons vegne, men også på vegne af forskningsnettets mange brugere. Undervisere, studerende og forskere kommer i fremtiden til at nyde godt af et moderne højhastighedsnetværk med markant øget kapacitet, hastighed og ikke mindst pålidelighed.
Martin Bech, vicedirektør i DeIC siger:
- Kombinationen af transmissionsudstyr der opfylder forskningsnettets behov, sammen med en erfaren leverandør som Ericsson med en lokal serviceorganisation, er en optimal løsning for os, og vi ser frem til mange års samarbejde.
Den 10-årige aftale indebærer, at Ericssons samarbejdspartner leverer DWDM-udstyret (Dense wavelength division multiplexing), der skal anvendes til højhastighedsnetværket. Ericssons opgave bliver at integrere udstyret og efterfølgende stå for løbende fejlrettelser og vedligeholdelse. Man forventer, at arbejdet påbegyndes senere i år og at det nye system tages i brug i løbet af 2017.
- lb