Verdo og Stofa indgår strategisk samarbejdsaftale

Verdo og Stofa indgår strategisk samarbejdsaftale

Aftalen betyder, at det bliver Stofas produkter og priser, som Verdos mere end 11.000 fiberkunder vil modtage fra starten af 2016

Del artiklen på

Stofa har købt 25% af Verdo Teles fiberforretning, og det betyder at der kommer til at ske ændringer for Verdo Teles kunder fra foråret 2016.

Aftalen betyder, at det bliver Stofas produkter og priser, som Verdos mere end 11.000 fiberkunder vil modtage fra starten af 2016. Hos Verdo ser man frem til en større fokusering af sine forretningsområder, en hurtigere udbygning af fibernettet og en markant styrket konkurrenceevne i fiberforretningen. Mens Stofa med aftalen får endnu mere stordrift i tv- og bredbåndsforretningen, samt adgang til potentielt mange nye erhvervskunder.

Markedet for tv og internet er i hastig forandring, og det er derfor afgørende, at virksomheder som Verdo Tele og Stofa følger med, så kunderne hele tiden tilbydes digitale løsninger af meget høj kvalitet til konkurrencedygtige priser. I den sammenhæng er stordrift og skala helt afgørende, da omkostningerne pr. kunde kan reduceres. Samtidig giver en større kundebase større forhandlingskraft med rettighedshaverne. Alt sammen til glæde for kunderne, skriver Verdo Tele og Stofa i en pressemeddelelse.

Hos Verdo Tele og Stofa ser man store forretningsmæssige perspektiver i den nye aftale – ikke mindst på grund af den øgede stordrift, samt bedre muligheder for at levere digitale løsninger til erhvervslivet. Samarbejdsaftalen mellem Danmarks næststørste tv-leverandør Stofa og multiforsyningsselskabet Verdo indebærer, at Stofa bliver 25%-medejer af Verdo Tele og skal stå for driften af Verdos fibernet fra medio 2015. Derudover skal Verdos godt 11.000 fiberkunder fra begyndelsen af 2016 have ny indholdsleverandør, da signalet her vil skifte fra Waoo! til Stofa:

- Det er en rigtig god dag for Verdos fibernetkunder. Kunderne vil fremover kunne nyde godt af Stofas attraktive indholdspakker og digitale services kombineret med vores eget lynhurtige fiberbredbånd. Vi har været meget glade for vores engagement i Waoo!, og vi ser frem til at opbygge de samme  stærke bånd med Stofa, siger Kim Frimer, adm. direktør i Verdo.

Verdo vil nu fokusere på kerneforretningen

Verdo Tele har gennem de senere år øget driftsresultatet væsentligt og har i 2014 givet 22 mio. DKK i driftsresultat, og er meget opmærksomme på, rentabilitet i udrulning og drift. Med de muligheder for stordrift som denne aftale har, forbedres driftsøkonomien for såvel Stofa som for Verdo Tele og bidrager til at de strategiske planer og ambitioner, der er for de kommende år, kan realiseres:

- I teleindustrien er stordriftsfordele væsentlige og med denne aftale opnår vi de nødvendige synergier. Vi er meget tilfredse med salget af aktierne, da det bekræfter Verdo Teles store værdi. Aftalen vil gøre det muligt for os, at fokusere på udrulningen af vores fibernet og samtidig øge rentabiliteten heraf, forklarer Kim Frimer, der i den forbindelse ser frem til at fordoble antallet af hjem og virksomheder i Randers og Hobro, der kan tilslutte sig fibernettet, over de kommende 4-6 år.

Skærpet konkurrence på markedet for tv og internet

I Stofa er der også stor glæde over det strategiske samarbejde med Verdo, som udover øgede stordriftsfordele også vil styrke Stofas nationale position og udfordrerrolle overfor markedets stærkt dominerende aktør:

- Den her aftale er fremragende hele vejen rundt. Stofa får mere stordrift, Verdo Tele kan bedre fokusere på fiberudrulningen, kunderne får mere konkurrencedygtige produkter og så kan aftalen være med til at skærpe konkurrencen på markedet for tv og internet i Danmark, siger Ole Fruekilde, topchef i Stofa.

-lb