Virksomheder reklamerer forgæves på sociale medier

Virksomheder reklamerer forgæves på sociale medier

42% af danskerne stoler slet ikke eller kun i mindre grad på virksomheder, der reklamerer på Facebook, viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov for Trustpilot

De fleste forbrugere kender til annoncerne i Facebooks højre spalte, der viser tilbud, for ikke at tale om det sponsorerede indhold, der dukker op i deres nyhedsfeed med jævne mellemrum. Og mange virksomheder bruger i dag mange ressourcer på at nå deres kunder direkte via sociale medier. Men det er småt med danskernes tillid til denne form for direkte kommunikation.

YouGov har på vegne af anmeldelsesplatformen Trustpilot spurgt 1.005 danskere om deres holdning til virksomheders aktivitet på sociale medier, og her svarer 42%, at de slet ikke eller kun i mindre grad stoler på virksomheder, der reklamerer på Facebook. 59% svarer, at de foretrækker ikke-sponsoreret indhold frem for sponsoreret indhold på sociale medier.

- Undersøgelsen peger først og fremmest på, at vi i stigende grad er bevidste om, at meget af indholdet på Facebook er betalt. De danske forbrugere er generelt gode til at forholde sig kritisk på nettet, og det indebærer også, at vi i høj grad kan skelne mellem annoncer og virksomhedernes eget indhold, siger Mathilde Lykke Bülow, kommunikationschef i Trustpilot i en pressemeddelelse.

Det er især den ældre generation, som er skeptisk over for virksomheders reklamer på sociale medier. Det er kun hver tredje (35%) af de 55-årige og opefter, som stoler på virksomheder, der reklamerer på Facebook. Blandt de 18-34 årige stoler 57% på virksomhederne, hvis de annoncerer på Facebook.

Brugeranmeldelser og venners anbefalinger

80% af de adspurgte stoler mere på familie og venners anbefalinger end virksomhedernes reklamer på sociale medier. Og 53% svarer, at de i højere grad stoler på online brugeranmeldelser end det indhold, som virksomheder selv slår op på sociale medier. Især de 18-34 årige (67%) sætter deres lid til online anmeldelsesplatforme som TripAdvisor og Trustpilot, når de skal beslutte sig for et køb eller en rejse.

- Andres mening, også fra dem vi ikke kender, vejer ofte tungere end hvad virksomheder selv skriver. Det er både et udtryk for, at brugeranmeldelser bliver mere og mere udbredte, men også for, at disse giver et rigtig godt fingerpeg om, hvordan andre forbrugere har oplevet en virksomheds kundeservice. Derfor er det også en god reminder til virksomheder om, at deres arbejde med kundeservice afspejler sig i deres online-omdømme, siger Mathilde Lykke Bülow.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført på vegne af Trustpilot af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1.005 CAWI-interviews med danskere i alderen 18 år+, i perioden 30. august til 1. september 2016.

- lb