Åbne skattelister dræber investeringslysten

IT-Branchen frygter, at stemplingen af nul-skatte-virksomheder bremser erhvervslivets lyst til at lave fradragsberettigede vækstinvesteringer fremover

Del artiklen på

Skat har netop lanceret åbne lister over, hvad danske virksomheder betaler i skat. Alle danske virksomheder, der ikke har betalt selskabsskat, bliver nu offentliggjort på en liste af skatteministeriet.

IT-Branchen mener, at virksomheder selvfølgelig skal overholde alle regler og betale deres skat, men brancheorganisationen advarer kraftigt imod de nye åbne skattelister:

- Det er meget uheldigt at opdele virksomheder i hvide og sorte får. Det sætter virksomheder urimeligt i en negativ bås som nulskatte-yder, selvom der kan være rigtig mange gode grunde til, at en virksomhed ikke har betalt selskabsskat, siger Mette Lundberg, direktør for Politik & kommunikation i IT-Branchen.

Virksomheer vil ikke stemples

IT-Branchen frygter, at de åbne skattelister direkte kan skade virksomhedernes lyst til at investere og satse på vækst.

-Vi frygter, at nogle virksomheder ikke vil stemples som nul-skatte-ydere, og derfor afholder sig fra lave nye investeringer, der kan øge deres produktivt og skabe grobund for vækst, siger Mette Lundberg.

Problemet er, at store investeringer i fx it, forskning og udvikling kan betyde, at virksomhedens fradrag bliver så stort, at virksomheden ikke skal betale skat, og derfor havner på listen over nulskatte-ydere.

- Nye investeringer i for eksempel nye it-løsninger er afgørende for, at danske virksomheder kan øge deres produktivitet og få gang i væksten igen. Derfor er meget uheldigt, at virksomheder der satser og investerer fremadrettet bliver udstillet, siger Mette Lundberg, direktør for Politik & kommunikation i IT-Branchen.

For ensidig fokusering

IT-Branchen mener også, at det er for ensidigt kun at kigge på selskabsskatten, når det skal vurderes om en virksomhed bidrager til statskassen og det danske samfund. Det har særligt været de internationale selskaber, der har været kritiseret.

- Det bør ikke være et snævert fokus på selskabsskat, når det skal vurderes om virksomheder bidrager. Fakta er, at multinationale selskaber samlet set er en stor gevinst for Danmark, der skaber jobs og står for en markant del af Damarks eksport, siger Mette Lundberg.

Særligt en vækstbranche som it-erhvervet i Danmark har stor gevinst af de mange internationale selskaber. Det er næsten halvdelen – 45 procent – af alle ansatte i it-erhvervet, der arbejder i en udenlandsk ejet virksomhed.