Ældrevenlig brugerflade til tablets
Bedstefar får nemt ved at surfe på nettet med den nye brugerflade, Doro Experience. Børn og børnebørn kan opdatere tabletten via nettet.
Del artiklen påDoro, der er verdens førende producent af brugervenlige senior-mobiltelefoner, overfører nu sin omfattende viden om seniorernes behov til tablets. Målet er at gøre den uerfarne bruger mere fortrolig med teknologi og gøre det nemmere at surfe på nettet samt holde kontakt med familie og venner.
Enkel navigation
Brugerfladen Doro Experience til Android er designet som et forenklet styresystem, der gør tabletten brugervenlig med store, tydelige ikoner, så det er nemt at forstå, hvordan man fx sender mail eller deler billeder. Det installeres ved at downloade applikationen til tabletten, der herefter lægger den enkle brugerflade henover det almindelige Android-styresystem som et filter og gør tabletten overskuelig og nemt at navigere på.
- Doro Experience giver på en simpel og lettilgængelig måde uerfarne brugere adgang til de funktioner og tjenester, som de fleste af os tager for givet. Det er vores første produkt uden for telekommunikationsområdet, men det ligger i naturlig forlængelse af vores bestræbelser på at slå bro over den digitale kløft mellem generationerne. Vi er stolte over at tilbyde produkter, der kan både forenkle og forbedre hverdagen for seniorerne, siger Rudi Iversen, country manager hos Doro Danmark.
Få hjælp fra børn og børnebørn via fjernstyring
Den nye brugerflade inkluderer også Doro Experience Manager – en webbaseret tjeneste, hvorfra tabletten kan opdateres via internettet af brugeren selv eller af venner og slægtninge. Fx kan et barnebarn oprette adresser, bogmærker, applikationer eller dele billeder på tabletten via Doro Experience Manager og dermed gøre det lettere for den teknisk uerfarne bruger. Alle ændringer bliver straks vist på tabletten.-mo