AI, blockchain og cybersikkerhed – en digital virkelighed
- IoT og sikkerhed by design bør gå hånd i hånd. Desværre er det ikke sådan i dag, men det skal det være i fremtiden, fortalte Eugene Kaspersky til IT-Reload. Foto: Lars Bennetzen

AI, blockchain og cybersikkerhed – en digital virkelighed

Der er en mængde forskellige teknologier, der definerer vores hverdag, og selvom de ikke altid omtales i sammenhæng, så hænger de fleste tæt sammen, og påvirker alle virksomhedernes digitale hverdag

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen, Bosch ConnectedWorld 2018, Berlin, Tyskland

Internettet har bragt utrolig mange forskellige teknologier med sig, og her på det sidste har vi set ting som AI, cybersikkerhed og blockchain. På Bosch ConnectedWorld 2018 blev disse teknologier gennemgået af eksperter, og her er et overblik over teknologierne, som IT-Reload har samlet.

Blockchain

- Blockchain er en teknologi, der blandt andet bruges til krypo-valutaer som Bitcoin og Etherium. Men Blockchain er så meget andet, blandt andet kan den bruges til at sikre kommunikationen i forbundne biler. Den bruges f.eks. til at sikre, at bilerne er i stand til at udføre deres egne transaktioner, når der skal fyldes strøm på, siger Dirk Haushalter, talsmand hos Bosch, til IT-Reload.

Blockchain er med til at sørge for, at der er tillid mellem ting, og med blockchain kan du springe bankledet over. I den forbundne verden handler alt om tillid, og tillid er baseret på sikkerhed. Dirk Haushalter påpeger, at udfordringen ved blockchain i forbundne biler er, at det kræver en del regnekraft, og den er der ikke for meget af i bilerne. Derfor skal der findes løsninger, der ikke kræver så meget energi eller beregninger.

Samtidig skal der findes en standard for blockchain-teknologierne, så de kan snakke sammen.

- Her hos Bosch arbejder vi sammen med vores partnere for at finde en middelware, der kan sikre, at alle blockchain-teknologier kan snakke sammen, siger Dirk Haushalter.

Cybersikkerhed

Blockchain var ikke det eneste sikkerhedsrelaterede, der foregik på Bosch ConnectedWorld 2018. Stifteren af Kaspersky Lab, Eugene Kaspersky, gik også på scenen og talte om it-sikkerhed i den digitale verden.

- Vi har set en enorm stigning i malware, og samtidig så flytter malwaren nu over på de mobile platforme og ikke mindst over til IoT. Lige nu er der over 100 professionelle projekter, der på bestilling angriber virksomheder og teknologier, siger Eugene Kaspersky.

Han fortæller også, hvordan der er kommet en stigning i finansiel cyberkriminalitet. I 2017 blev banker over hele verden ramt af malware, der sneg sig ind i systemerne og pludselig kunne kontrollere store dele af banktransaktionerne.

- Men der hvor tingene kommer til at ske i den nære fremtid er på IoT. Vi ser hvordan SCADA-systemer er under angreb, så containere blive leveret andre steder end forventet, eller placeret uden mærkning på containerpladsen, hvor der i forvejen er tusindevis af andre containere, siger Eugene Kaspersky.

Han vurderer, at i takt med at IoT, AI og blockchain bliver mere udbredt, vil der komme flere og flere angreb på virksomhedssystemer og IoT-enheder.

- Derfor har vi brug for flere sikkerhedsingeniører. Der skal uddannes flere, der forstår sikkerhed, ellers ser fremtiden ikke for lys ud, pointerer Eugene Kaspersky.

IT-Reload spurgte Eugene Kaspersky, om han selv stolede på IoT-enheder, og ikke mindst om han havde nogen i sit eget hjem.

- Jeg stoler ikke ubetinget på dem, heller ikke selvom de kommer fra andre lande end Kina. Jeg har ikke så mange af dem i mit hjem, og de, jeg har, har en meget begrænset adgang til nettet, og en yderst begrænset adgang til mit hjemmenetværk, fortalte den russiskfødte sikkerhedsmand.

Han fortsatte med at fortælle, at IoT-enheder i dag ikke udvikles med nogen form for sikkerhed for øje, og at det skal ændres.

- IoT og sikkerhed by design bør gå hånd i hånd. Desværre er det ikke sådan i dag, men det skal det være i fremtiden. Kaspersky Lab arbejder sammen med virksomheder for at hjælpe med at få indbygget sikkerhed i IoT-enheder, så jeg er sikker på, at det bliver sådan i fremtiden, siger Eugene Kaspersky.

Kunstig intelligens myldrer frem

Når maskiner lærer og bliver bedre til opgaver, kalder vi det ofte for enten Machine Learning eller for kunstig intelligens (ofte kaldet for AI, red.). Men det er en fejl at bruge de to begreber om samme ting.

Dr. Christoph Peylo, Global Head of Bosch Center for Artificial Intelligence (BCAI), fortalte til IT-Reload under Bosch ConnectedWorld 2018, at Machine Learning er et subsæt af AI.

- Det er vigtigt at skelne. For AI kan i princippet langt mere end Machine Learning. AI er fantastisk til at overskue og løse opgaver, AI kan lære, resonere og bruge viden, mens Machine Learning meget stringent kører ud fra modeller og algoritmer, pointerer Christoph Peylo.

Det betyder ikke, at AI er noget, vi skal frygte, det er ikke en potentielt Skynet, som vi kender fra Terminator-filmene, faktisk næsten tværtimod, mener Christoph Peylo.

- AI vil altid være begrænset af de rammer, der er udstukket, og som det arbejder inden for. Det har en begrænset verden og ingen mulighed for at sprænge de rammer. Derfor er AI langt fra farlig, eller noget vi behøver at bekymre os om. AI hjælper os og løser opgaver for os, siger Christoph Peylo.

Der, hvor vi skal være opmærksomme, er de opgaver, som et AI kan sættes til at løse. På Bosch ConnectedWorld 2018 blev der vist demonstrationer af falske videoer, hvor tidligere præsident Obama holdt en tale. Problemet var blot, at hverken videoklippet eller talen var noget som præsident Obama nogen sinde havde været med i. Det hele var skabt af et AI.

Det er dels gjort muligt af de enorme computerkræfter, der i dag er tilgængelige selv i ganske billige computersystemer, dels af de meget avancerede AI-systemer, der ligeledes er tilgængelige for rimelige penge på The Dark Web.

Men det ændrer ikke på, at AI vinder frem, og at AI både er en nødvendig og integreret del af fremtiden. I den positive ende, blev der på Bosch ConnectedWorld 2018 fremvist overvågningssystemer af ældre. Disse systemer holdt øje med de ældre med kameraer, og baseret på deres opførsel kunne et trænet AI afgøre, om situationen var normal, eller om der var noget galt i situationen.

- AI arbejder med datasæt og kan overskue langt større mængder, end vi mennesker kan. Det betyder også, at til den slags opgaver kan det tage beslutninger langt bedre end os, slutter Christoph Peylo.