AI i danske virksomheder: Ingen nemme løsninger
Danske virksomheder halter efter i AI-kapløbet på trods af teknologiens revolutionerende potentiale. Ifølge konsulenthuset WeCode bremser det ikke blot den interne udvikling, men også den generelle vækst i Danmark. Den største udfordring er misforståelser om teknologiens muligheder og frygt for datasikkerhed
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Ifølge Troels Johannesen, der er CEO hos WeCode, er mange projekter lammet af usikkerhed og en urealistisk forventning til teknologien.
- AI er ikke et SaaS-produkt, man bare klikker sig ind på, betaler for, og så skaber det værdi fra dag ét. Mange tror, at en sprogmodel kan alt om deres virksomhed bare ved et tryk på en knap. Men sådan er virkeligheden ikke. Det kræver benhårdt arbejde at få en model til at forstå en virksomheds kontekst, opsætte regler og skabe reel værdi. Og hvis man tror, det er en magisk løsning, bliver man skuffet, siger Troels Johannesen.
Compliance skaber flaskehalse
En af de største barrierer er frygt for, hvordan data håndteres, når det skal ind i en AI-model. Dette fører til compliance-processer, der kan tage måneder og i sidste ende bremse projekter.
- Hele compliance-maskineriet går i gang, og det kan tage måneder eller år at få grønt lys. Resultatet er, at mange projekter dør, før de overhovedet kommer i gang. Det er ikke teknologien, der bremser udviklingen, men virksomhedens egen evne til at håndtere rammerne omkring den, forklarer Troels Johannesen.
Han anbefaler at starte med mindre, overskuelige cases, hvor AI kan give hurtige resultater, f.eks. ved at automatisere tidskrævende opgaver.
- Et oplagt sted at starte er, hvor medarbejdere bruger oceaner af tid på at gennemtrawle dokumenter eller analysere billeder. Her er risikoen lav og gevinsten høj. Virker løsningen ikke, kan man kassere den uden at ændre hele sin organisation, siger Troels Johannesen.
Ej din data
For at undgå at blive låst fast til uhensigtsmæssige løsninger fremhæver Troels Johannesen, at det er afgørende for virksomheder at bevare ejerskab over deres data.
- Ej din data. Det er forretningskritisk. Hvis du lader en leverandør eller en AI-platform eje din data, risikerer du at blive låst fast og miste kontrollen. Sørg for at vælge løsninger, hvor du selv har ejerskab og kan tage dataen med dig, hvis du skifter leverandør, siger Troels Johannesen.
Troels Johannesen understreger, at AI er uundgåeligt for dansk erhvervsliv, men at det kræver en realistisk tilgang.
- Alle virksomheder skal i gang med AI - det er ikke et spørgsmål om hvis, men hvornår. Det kræver, at man forstår teknologien, starter med de nemme tiltag og er realistisk om dens muligheder og begrænsninger. Hvis man tror, AI rydder op af sig selv, tager man fejl. Det kræver menneskelig forståelse, hårdt arbejde og mod til at eksperimentere, siger Troels Johannesen.