Arbejdstilsynet begår kæmpebrøler ved relancering af arbejdsmiljøportal
Under navnet Online.at har Arbejdstilsynet relanceret deres portal til arbejdsmiljø for at gøre deres afgørelser mere brugervenlige – Online.at er bare ikke den adresse der skal bruges, markedsføringsekspert kander det for en om’er
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Det lyder så flot – ’Mere service og nyt design på Online.at’ skriver Arbejdstilsynet på deres hjemmeside. I hele artiklen refereres der konsekvent til ’Online.at’, men Online.at virker bare ikke, det er nemlig et såkaldt topdomæne for Østrig. I stedet ender man som bruger på en fejlside, med en kryptisk tysk tekst.
- Det giver ingen mening at kommunikere et navn ud der ikke kan findes i en browser, siger Christina Zimmermann, direktør og ejer i markedsføringsvirksomheden ActOn-CPH.
Da arbejdstilsynet bliver stillet spørgsmålet om det er en fejl, svarer Bruno Olsen fra Arbejdstilsynet, 3. kontor:
- Adressen til Online.at har altid været: https://online.at.dk - .at er det østrigske topdomæne, der skal .dk bagpå en dansk internetadresse. Online.at er blot et navn på løsningen, ikke adressen.
Arbejdstilsynet er tydeligvis klar over forvirringen, men holder fast i at kalde tjenesten for Online.at, og forventer så at brugerne selv husker at tilføje et .dk hvis de skal bruge portalen.
- I kommunikationsverdenen er det at betragte som en om’er. Det er ikke smart eller brugervenligt at give et produkt et navn der minder om en webadresse, men som ikke kan bruges. Du kan ikke forvente at folk selv sætter .dk på navnet, siger Christina Zimmermann.
Hverken på Virk.dk eller på Arbejdstilsynets egen hjemmeside er det muligt at finde den ’rigtige’ adresse. Alle steder hvor portalen nævnes står der Online.at. Kun det ene link det lykkedes for os at finde ledte hen til den rigtige adresse – dog uden at skrive adressen ud nogle steder.
Efter nyheden her blev skrevet, kontaktede Kirsten Brink, IT-Chef i Arbejdstilsynet, Telekommunikation og beklagede navneforvirringen.
- Det er meningen at det skal være nemt for brugerne, så derfor ændrer vi nu vores kommunikation så det klart fremgår, hvad adressen til Online.at er, siger Kirsten Brink.
I skrivende stund er ændringen ikke trådt igennem.