Banebrydende fibernetprojekt sikrer fremtidens it

Banebrydende fibernetprojekt sikrer fremtidens it

Nianet er i fuld gang med at skaffe fibernet til hele Danmark. På blot 6 måneder har Coop i samarbejde med Nianet rullet fibernet ud til 1.050 lokationer

Sammen med Danmarks største dagligvarevirksomhed Coop har Nianet, der er ejet af 13 danske energiselskaber, sikret redundant fibernetforbindelse i hele Danmark. Investeringen i fibernettet betyder, at den digitale infrastruktur vil blive markant forbedret i mange mindre befolkede områder, fordi der nu vil være en internethastighed på minimum 100 megabit fiber pr. butik.

”Med denne investering har vi taget et væsentligt skridt mod fremtidens Coop, hvor vi kommer til at tilbyde vores medlemmer og kunder mange nye løsninger, der vil gøre deres hverdag lettere,” siger teknologidirektør i Coop, Kræn Østergård Nielsen.

Et af de vildeste projekter set i Danmark

Nianets løsning, baseret på fiber som medie, leverer forbindelser til 1.050 Coop-butikker i hele Danmark, og giver Coop mulighed for at opgradere deres infrastruktur markant og trække fiberinvesteringer ud til områderne, hvor Coop har butikker. Høj driftssikkerhed gennem ringopbygget fibernet-backbone med fuld udstyrsredundans og lynhurtige core-forbindelser skal skabe fundamentet for fremtidens it i butikkerne.

”Vi glæder os i den grad over samarbejdet med Coop, både fordi vi opgraderer it-infrastrukturen i butikkerne, men også fordi vi giver et kæmpe løft til yderområderne, som mange steder i dag plages af meget dårlig internetforbindelse,” siger administrerende direktør i Nianet, Rasmus Helmich.

Tidligere i år begyndte Nianet gravearbejdet, og der er allerede fiberforbindelse til 406 Fakta-butikker, 316 Dagli’Brugser, 237 SuperBrugser, 79 Kvickly, 74 Irma og 17 LokalBrugser. Den første butiksleverance blev gennemført den 21. marts til Fakta ved Mozarts Plads i København, mens den sidste fibernetforbindelse blev leveret den 22. juli hos SuperBrugsen i Hornbæk. Flere end 50 procent af klarmeldingerne var gennemført inden for 20 minutter fra første test.

Oprustning af forbindelserne

Nianet og Coops samarbejde er et eksempel på, hvordan private virksomheder kan være med til at investere i udbredelsen af fibernetforbindelse til hele Danmark.

Og det stopper ikke her. For mens de første butikker allerede nu har fået fibernettet i brug, så kan flere glæde sig over investeringen. De lokale forsyningsselskaber leverer nemlig størstedelen af fiberforbindelserne, og da disse også forsyner private husstande med internet, er vejen til fibernettet nu blevet kortere for mange borgere.

Fiberforbindelserne kan foruden internet levere højere hastigheder på tv og telefoni.

- lb