Boxer håber på ophævelse af TV-stavnsbåndet
Det nye år byder på ophævelse af den såkaldte tilslutningspligt, som i mange år har gjort det muligt for kommunerne at fastlåse forbrugere i et tvangsmedlemsskab til den lokale antenneforening, men vi er ikke helt i mål endnu
Del artiklen på Det er slut nu.Et stort flertal i Folketinget vedtog i foråret tilslutningspligtens ophævelse med virkning fra nytår, og det betyder, at mange husstande nu frit kan opsige deres medlemskab af antenneforeningen, hvis man ikke er tilfreds med det tv-produkt, som foreningen kan levere.
Gennem årene har der været mange konflikter i antenneforeningerne mellem medlemmerne, fordi man ikke kunne enes om, hvilke tv-kanaler og tv-pakker man vil have. Nogle vil have store, andre små pakker. Men de fleste foretrækker selv at kunne sammensætte deres tv-pakke, så den passer til eget behov.
Men....
Fjernelsen af tilslutningspligten er desværre kun en delvis ophævelse af tv-stavnsbåndet. En rapport fra Deloitte påviste i efteråret, at 650.000 lejere er tvunget til at aftage en bestemt tv-pakke, som deres udlejer har bestemt. Af dem ønsker fire ud af 10 – ca. en kvart mio. husstande – selv at kunne vælge, hvilken tv-udbyder og hvilken tv-pakke de vil have.
I disse uger overvejer politikerne, om man skal ophæve den sidste del af tv-stavnsbåndet gennem en ændring af lejeloven, så alle danskere kan vælge egen tv-pakke og tv-udbyder, som man i dag selv vælger sin mobiloperatør eller den bil, man foretrækker at købe. Boxer synes, at tiden er løbet fra at tvinge folk til at købe bestemte produkter mod deres vilje.
-mo