Computer skal med i folkeskolen

Uddannelsesordførere: Elever må gerne tage egen computer med i folkeskolen

Del artiklen på
De nødvendige undervisningsmidler skal ifølge folkeskoleloven stilles vederlagsfrit til rådighed for eleverne. Men ifølge en rundspørge er alle politiske partier undtagen Socialdemokraterne åbne over for, at eleverne tager deres eget it-udstyr med i folkeskolen.

Ifølge it-ekspert kan elevernes egne computere være en fleksibel løsning og spare skolerne for mange penge.

En rundspørge til de uddannelsespolitiske ordførere blandt Folketingets partier foretaget for it-virksomheden IT Quality A/S viser, at der – med undtagelse af Socialdemokraterne - er bred politisk opbakning til at lade skoleelever medbringe deres egen computer i folkeskolen til undervisningsbrug.

Flere ordførere siger direkte, de synes det er en god idé, så længe det er på frivillig basis, og at det er en gevinst for undervisningsmulighederne i folkeskolen, når eleverne medbringer deres eget udstyr.

Samtidigt er alle ordførere dog også enige om, at der ikke må stilles decideret krav til eleverne, om at de skal stille med eget udstyr.

Ifølge administrerende direktør, Mads Nørgaard Madsen, fra IT Quality A/S, der har bestilt undersøgelsen, kan kommuner spare op til 30 procent på deres samlede udgifter til hardware ved at vælge løsninger til folkeskolen, der kan håndtere alle typer computere, så eleverne kan logge sig på skolens systemer og være med i undervisningen - uanset hvilken computer, tablet eller smartphone, de har med hjemmefra.

Alternativet kan være at låse sig fast på én bestemt type hardware såsom iPads, som indkøbes til alle elever og lærere. For en mellemstor kommune som Odder har det dog kostet over 8 millioner kroner alene for hardwaren.

- Mange kommuner kan se besparelsespotentialet ved at åbne op for at lade eleverne bruge eget it-udstyr, men de viger tilbage for at gøre det, fordi de ikke ved, hvad der er politisk opbakning til, siger Mads Nørgaard Madsen.

Kommunerne behøver dog ifølge Mads Nørgaard Madsen ikke holde sig tilbage. For rundspørgen viser, at næsten alle Folketingets partier går ind for at give eleverne mulighed for at bruge egne computere.

fortsættes....

Beslutninger om it-udstyr i Folkeskolen er samtidigt et område, som uddannelsesordførere ikke ønsker at træffe detailbeslutninger inden for, hvilket de ifølge folkeskoleloven da heller ikke skal, da kommunerne lokalt har ansvaret for folkeskolerne.

- Men ved at overlade beslutningen til kommuner og skoleledere opstår der risiko for, at der vælges for dyre og utilstrækkelige løsninger, fordi sætter sin lid til, at skolelederne har kompetencerne til at lægge den rigtige it-strategi og købe rigtigt ind.

- Vores erfaring fra en lang række projekter er imidlertid, at der er meget store forskelle i skolernes kompetencer på disse områder, siger Mads Nørgaard Madsen.

Han mener, det ikke kan undgås, at der bliver købt forkert og for dyrt mange steder, når folk skal handle på områder, hvor de ikke har den fulde indsigt.

Undervisnings- og børneområdet har tidligere betalt for meget for it i form af eksempelvis alt for dyre kopimaskineaftaler, så det er vigtigt at sikre at der er vejledning og retningslinjer til rådighed.

Her har Kommunernes Landsforening udarbejdet retningslinjer, der anbefaler, at man vælger løsninger, der kan rumme elevernes eget udstyr.

- Desværre følges retningslinierne ikke konsekvent. Det betyder, at kommuner der satser på en enkelt platform såsom den populære iPad i stedet for blandede it-miljøer, kan komme i store problemer i løbet af få år, vurderer Mads Nørgaard Madsen.

- hawin