Dansk firma rydder op i BYOD-morads

Danske RushFiles har udviklet et stykke software, der fjerner ukrypteret adgang til virksomheders data, som BYOD-trenden har medført

Del artiklen på

På mindre end et år har den danske it-virksomhed tusinder af brugere på tre kontinenter via aftaler med hosting-selskaber og co-location hos Interxion. Ambitionen er 23 millioner brugere og 100 ansatte i udgangen af 2016.   

Det startede med et stykke kode, der sikrer fjernadgang til virksomheders filer via tablets og smartphones. Et år efter har danske RushFiles ni ansatte, samarbejde med førende hosting-selskaber på tre kontinenter og store ambitioner fremadrettet. 

RushFiles står bag et stykke software, der giver krypteret adgang til virksomheders filservere fra medarbejdernes egne enheder.

Softwaren løser en af de udfordringer, som BYOD-trenden har betydet (BOYD: bring your own device), nemlig at mange medarbejdere i dag tilgår virksomhedens data via fx Dropbox eller Google Drive, der kan stride med interne retningslinjer og lovgivning om personfølsomme oplysninger.

RushFiles’ medstifter og direktør Morten Klank, uddyber løsningens potentiale i en tid, hvor BYOD-trenden fortsat vokser.

- Medarbejdernes digitale adfærd og brug af fx Dropbox har presset it-afdelingerne, da de ikke længere har kontrol over alle virksomhedens data. Vores løsning muliggør krypteret mobiladgang til virksomhedens egne filservere, så medarbejdernes fleksibilitet bevares, samtidig med at it-afdelingen genvinder datakontrollen, forklarer Morten Klank. 

I dag benyttes RushFiles’ software af flere tusinder brugere i Danmark, Brasilien, Indien, Holland og Schweiz, mens målet er 23 millioner på seks kontinenter ved udgangen af 2016.

Ligeledes er målet at forøge den nuværende stab på 9 til 100 – også ved udgangen af 2016. Virksomheden fokuserer i dag målrettet på samarbejde med hosting-selskaber, der netop driver data for mange virksomheder og også står overfor udfordringen med at håndtere brugeradgang via mobile enheder.  

Oprindeligt fokuserede RushFiles på virksomheder med mellem 10 og 250 brugere. Men efter stor efterspørgsel fra bl.a. hosting-selskaber ændrede Rushfiles strategi, og i dag er der flere tusinder brugere af softwaren verden over.

Og inden for et år vil der være kapacitet til at håndtere ½ mio. personer. Løsningen giver adgang til virksomhedsdata og betyder, at brugere altid kan logge på hurtigt og sikkert. 

Derfor samarbejder virksomheden med Solido, en førende hosting-udbyder, der har Interxion i Ballerup. Interxion er et operatørneutralt datacenter og kan derfor tilbyde Rushfiles adgang til mere end 30 forskellige telenetværk.

- Vores forretningsmodel bygger på sikker adgang til data. Derfor har vi valgt Solido som samarbejdspartner, der har et udbygget set-up hos Interxion. Igennem Solido og Interxion får vi således adgang til de førende netværksudbydere herhjemme, så brugerne altid oplever hurtig adgang til deres data, uddyber Morten Klank.

RushFiles’ store vækst forudsætter en sikker og skalerbar infrastruktur, så løsningen kan udrulles i selv meget store organisationer. 

- Interxion lægger hus til en række af Danmarks førende hosting-selskaber som Solido, og vi er glade over at være en del af RushFiles’ store vækst herhjemme og forventer også at kunne understøtte dem i deres internationale vækst fremover, da Interxion har mere end 30 datacentre over hele Europa, udtaler Peder Bank, Managing Director for Interxion i Norden.

En af de virksomheder, der benytter RushFiles’ software er Matas-kæden, når de udveksler oplysninger med politiet om butikstyverier i deres butikker landet over.

Den krypterede adgang til Matas’ filserver er en forudsætning for samarbejdet, da der udveksles potentielt personfølsomme oplysninger til en offentlig myndighed. 

-hawin