Dansk iværksætter vil gøre elcyklen til firmaernes bedste ven
Ny elcykel skal gøre det lettere og lækrere at vælge cyklen til forretningsmødet frem for bilen. Cykel har ingen kæde med olie og er dermed mere renlig end andre cykler
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Sammenlignet med Holland er Danmark fortsat langt bagud hvad angår salg af elcykler, det håber iværksætteren Rune Barfred at lave om på ved at lancerer en cykel, der også prismæssigt skal gøre det mere attraktivt for virksomhederne at vælge bil og taxa fra.
Tag cyklen uden om trafikpropperne vel at mærke uden sved på panden eller kædeolie på bukserne. Den vision vil det danske elcykelfirma Ipedelec nu gøre til virkelighed med en ny elcykel ved navn Ven. En elcykel, der er skræddersyet til det moderne erhvervsliv i byerne.
- Folk, der aldrig har prøvet en elcykel, er gået glip af en sjov oplevelse. Den kører jo vildt hurtigt i forhold til, hvor mange kræfter man selv investerer i arbejdet, forklarer Rune Barfred om en af de mange fordele ved elcyklen. Rune startede selskabet Ipedelec sidste år efter at have besøgt adskillige elcykelproducenter i Asien.
Detaljerne gør forskellen
For at få visionen til at blive til virkelighed er Rune Barfred og Ipedelec dykket helt ned i hver enkelt detalje for at tilpasse cyklen de opgaver, den skal løse.
- Vi har fokuseret på at lave en simpel elcykel med gode køreegenskaber og lav vedligeholdelse. Den normale kæde er udskiftet med et remtræk, der skåner dine bukser for olie. Og så gør elmotoren arbejdet, så du møder frem uden sved på panden, siger Rune Barfred, der via gode aftaler med fabrikkerne hurtigt kan få firmaernes eget logo og farve på cyklen.
Gør turene rundt i byen til en oplevelse
Et af de firmaer, der allerede har fået trykt logo på de nye cykler, er webbureauet Beruf, der ligger lige ved Kongens Nytorv i København. Her er den elektriske firmacykel allerede blevet et langt billigere alternativ til bilen, bussen og den almindelige cykel.
- I de her ‘grønne tider’ giver det altså et godt indtryk at komme på cykel fremfor i bil. Og når det så samtidig er hurtigere og billigere, så er der ikke rigtigt nogen undskyldninger længere, fortæller medstifter af Beruf, Andreas Solgaard.
Rapport fastslå, at elcyklen er et godt alternativ til bilen
Trafikstyrelsen og Det Økologiske Råd har i en netop offentliggjort rapport konkluderet, at hvis man bor mindre end 8 kilometer fra sin arbejdsplads, så er elcyklen et oplagt alternativ til bilen. I Holland, der jo ligesom Danmark er et rigtigt ‘cykelland’, er hver 10. solgte cykel end elcykel, mens det herhjemme kun er hver 20. Men ifølge Det Økologiske Råd er det en tendens, der vil blive udfordret, når danskerne får øjnene op for elcyklens muligheder.
- Det er jo lidt ligesom med elbiler, for det er jo også et område, der på et eller andet tidspunkt slår igennem. Prisen er en af tingene, der får folk til at holde lidt igen med at bevæge sig ud på elcykelmarkedet, men med en pris på 10.000 kr., så er vi ved at være der, hvor alle kan være med, understreger Rune Barfred.
Læs mere om Ven her.