Danske Dencrypt A/S vinder NATOs innovationskonkurrence
Direktør David Simonsen (Fotograf: Dencrypt)

Danske Dencrypt A/S vinder NATOs innovationskonkurrence

Som én af 10 vindere var den danske krypteringsvirksomhed Dencrypt i sidste uge i Ottawa, Canada, for at modtage prisen i NATOs innovationskonkurrence

Dencrypt deltog i konkurrencen med Dynamisk Kryptering, som er den teknologi firmaet bygger på.

Dertil kom Dencrypts løsning til sikring af smartphone-samtaler over det almindelige telenet. Dencrypt Talk er en app til smartphones, der krypterer almindelige telefonsamtaler, som dermed beskyttes mod aflytning. Blandt kunderne findes også det danske forsvar, som bruger Dencrypt Talk til klassificerede samtaler.

Den årlige NATO-konference har godt 700 deltagere, herunder generaler, forsvarschefer, direktører fra forsvarsindustrien etc.

Konkurrencen blev afholdt af NATO Communication & Information Agency, NCI, som løbende er på udkig efter gode løsninger inden for deres felt. Præmien var taletid på konferencens hovedscene, en stand i messeområdet samt omtale i NCI's blad, Communicator.

David Simonsen fortæller i en pressemeddelelse:

- At konferencen afholdes i Ottawa sætter særligt fokus på Dencrypts løsning: I april blev falske tele-master afsløret i nærheden af parlamentet og flere ambassader. De har angiveligt aflyttet alle i området over en længere periode - men det er i praksis umuligt at afsløre hvem, som står bag. Dencrypt Talk gør netop den form for aflytning umulig.

- Danmark havde hele to virksomheder blandt de 10 vindere. Det kan tages som udtryk for at vores virksomheder er gode og hurtige til at finde løsninger som passer til tidens behov og problemer. Nu håber vi at præmien, som er den fine eksponering vi får på NITEC17-konferencen, giver nye kontakter og aftaler. Vi har allerede fået henvendelse fra flere spændende firmaer.

Dencrypt blev etableret i 2013, med afsæt i opfindelsen Dynamisk Kryptering, som professor Lars Ramkilde Knudsen, DTU, stod bag. Samme professor havde hele to algoritmer i finalen i den internationale AES-konkurrence.

- lb