Danske Janus Friis bag ny generation af internetkommunikation

Danske Janus Friis bag ny generation af internetkommunikation

Systemet hedder Wire, og er tilgængelig i hele verden. Wire er et nyt kommunikationsnetværk, hvor tekst, tale, billeder, video og musik smelter sammen i dynamiske samtaler

Del artiklen på
Wire har været undervejs i to år, og er både til telefonsamtaler, beskeder samt udveksling af billeder, musik og video på mobil, tablet og computer. Bagved systemet står blandt andet den danske iværksætter Janus Friis som en del af et hold på omkring 60 mennesker.

”Da Skype blev lanceret for mere end ti år siden, fjernede det en række barrierer for global kommunikation og forbandt mennesker på måder, der indtil da havde virket fuldstændigt umulige. Men meget er sket siden dengang,” siger Janus Friis. ”I dag har alle en computer i lommen, og tiden er inde til at skabe de bedst mulige kommunikationsværktøjer, som skal være lige så smukke, som de er brugbare og løser vores behov. Wire er netop det.”

Wire er gratis og kan hentes til iOS, Android og OS X, pc-versionen er lovet at være på vej, og det samme gælder en version der kan køre direkte i browseren. Wire kombinerer høj lyd- og billedkvalitet med elegant design og bruges til telefonopkald, tekstbeskeder samt udveksling af billeder, musik og video via SoundCloud og YouTube. Wire-samtalerne bliver synkroniseret på alle de enheder, brugeren har, og er designet til at få det optimale ud af bl.a. iPhone 6, iPads og de nyeste Android-enheder.

Lyden på Wire-samtalerne byger på en egenudviklede audioteknologi, og skulle gøre lyden krystalklar og få det til at lyde, som om brugerne sidder lige ved siden af hinanden.

”Vi spurgte os selv, hvordan moderne kommunikation kunne se ud og hvordan det kunne lyde. Hvordan kunne vi få det bedste ud af de nyeste mobiltelefoner, tablets og computere, samtidig med at vi trak på den nyeste cloud-teknologi – på en simpel, brugbar og virkelig smuk måde,” siger Jonathan Christensen, medstifter og CEO hos Wire.

Wire er blevet skabt af et hold af produkt- og teknologiudviklere med en fortid i bl.a. Apple, Skype, Nokia og Microsoft. Hovedkontoret ligger i Schweiz og har et udviklingscenter i Berlin. Investor i Wire er Iconical – et fællesskab af designere, ingeniører og iværksættere, som bl.a. tæller Janus Friis.

- lb