Danskerne er klar til førerløse biler - 59 % siger ja tak til at slippe rattet
De førerløse biler er på alles læber, og danskerne er i den grad klar. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte. Her svarer næsten 6 ud af 10, at de gerne sætter sig ind i en førerløs bil
Del artiklen på- I disse år oplever vi en revolution inden for moderne transport-teknologi. Metroen i København er allerede førerløs, mange billetsystemer er blevet mobile, og så er der naturligvis helt ny teknologi som førerløse biler, der allerede bliver testet flere steder i USA, siger partner i Deloitte Gustav Jeppesen, der er ekspert i infrastruktur.
Revolutionen i de førerløse biler er først og fremmest, at intelligensen sidder på taget.
- I den traditionelle biltrafik sidder intelligensen dels under motorhjelmen, dels hos chaufføren. På toglinjerne bygger man intelligensen ned i sporet og signalerne. I de førerløse biler sidder intelligensen på taget af bilen. Derfor er det heller ikke overraskende, at en del danskere stadig er skeptiske, siger Gustav Jeppesen.
Danmark står foran store trafikinvesteringer de kommende år, og her kommer ny teknologi til at spille en afgørende rolle, mener Gustav Jeppesen:
- Flere af de store infrastrukturprojekter står færdige inden 2020. Det gælder f.eks. metroen, signalprogrammet, København-Ringsted-strækningen samt letbanerne i Odense og Århus. Derfor skal man allerede nu i gang med at planlægge næste bølge af investeringer. Her kommer teknologien til at spille en endnu større rolle, siger han.
Tidligere på året viste en stor europæisk undersøgelse fra Deloitte, at der i den grad er brug for investeringer i infrastruktur.
- Hver europæer rejser i gennemsnit 35.000 kilometer om året, og stadigt flere søger over mod den kollektive trafik. Førerløse biler kan jo med tiden også blive til førerløse taxaer eller førerløse busser. Også her åbner teknologien op for helt nye muligheder, siger Gustav Jeppesen.
26 % af danskerne siger blankt nej til førerløse biler, mens 16 % er usikre på, om de ville have lyst til at stige ind.
I 1997 spurgte Gallup danskerne om deres indstilling til Storebæltsforbindelsen. Mere end hver tredje var dengang utrygge ved eller turde slet ikke benytte tunnelen.
Om undersøgelsen:
Tallene er baseret på i alt 1004 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.
- lb