Dell vil gøre supercomputere tilgængelige for flere
I forbindelse med Supercomputing ’15 har Dell netop lanceret en række nye High Performance Computing-løsninger (HPC), der skal udbrede teknologien fra en snæver brugerkreds til almindelige virksomheder og organisationer
Del artiklen påLige nu mødes forskere, ingeniører og programmører fra hele verden i Austin, Texas, til konferencen Supercomputing ’15. Konferencen byder på de nyeste teknologier og de seneste løsninger inden for HPC, High Performance Computing. HPC er betegnelsen for klynger af supercomputere med stor regnekraft, der benyttes til at løse meget komplekse opgaver, som almindelige computere ikke har ydeevne nok til at udføre.
Brugen af supercomputere er især udbredt inden for områder, der kræver store beregnings- eller simuleringsopgaver - herunder fysik og kvantemekanik, vejrprognoser, klimaforskning samt olie- og gasefterforskning. Men Dell har netop lanceret en række nye HPC-løsninger, der også skal gøre HPC-teknologien tilgængelig for almindelige virksomheder. Dells nye supercomputere kan konfigureres på en lang række forskellige måder og byder bl.a. på løsninger målrettet produktionsvirksomheder og almen forskning.
- HPC er ikke længere et værktøj, der kun er forbeholdt de mest avancerede forskningsinstitutioner. Vi har taget den viden, vi har fået gennem samarbejdet med nogle af verdens førende universiteter og forskningsinstitutter, og gør den nu tilgængelig for almindelige virksomheder. På den måde nedbryder vi de traditionelle barrierer og udbreder HPC, så flere kan få gavn af teknologien, siger Benjamin Christensen, Enterprise Portfolio Manager hos Dell.
Dell sætter fart på bred brug af HPC
Dells nye portefølje er en familie af HPC- og data analytics-løsninger, som kombinerer fleksibiliteten fra skræddersyede systemer med enkelheden og driftsikkerheden fra et prekonfigureret, fabriksbygget system. Den nye portefølje af HPC-systemer giver adgang til:
* Enkelt design, konfiguration og bestilling på få timer i stedet for uger
* Design, som er skræddersyet til specifikke brancher og udviklet til specifikke videnskabs-, ingeniør- og analyseopgaver
* Gennemtestede og validerede systemer fra Dells ingeniører samt faste kontaktpunkter i forhold til hardwaresupport og en lang række servicemuligheder
Tre nye branchespecifikke løsninger fra Dells HPC-systemlinje:
* Dell HPC-system til analyse af data i genforskning - er designet til at imødekomme genforskeres behov for omkostningseffektive bioinformatik-centre, der leverer resultater og identificerer behandlinger på tilfredsstillende tid – alt imens compliance overholdes og fortrolige data beskyttes. Systemet er udviklet på baggrund af et samarbejde mellem Dell og den amerikanske NGO The Translational Genomics Research Insititute (TGen) i Arizona, hvor læger og forskere har anvendt teknologien i et børnecancerprojekt, der har resulteret i, at behandlinger af børnene nu igangsættes mindst en uge hurtigere end tidligere.
* Dell HPC-system til produktion - er designet til virksomheder og institutioner, der kører komplekse produktionssimuleringer med arbejdsstationer, klynger eller begge dele. Systemet kan også bruges til at forudse væskers opførsel i komplekse sammenhænge.
* Dell HPC-system til forskning - er designet som fundament eller reference-arkitektur til basisforskningssystemer og lignende sammenhænge, hvor der gøres brug af videnskabelige analyser. Denne standard klynge-konfiguration kan bruges til hurtigt at implementere et system, der kan udfylde en lang række forskellige forskningsopgaver.
Dell sætter fart på HPC-teknologien i partnerskab med Intel
Dell har netop løftet sløret for en udvidelse af sit HPC Innovation Lab, som er et samarbejde med Intel. Udvidelsen skal bl.a. gøre de avancerede HPC-, netværk- og storage-teknologier mere tilgængelige og skabe en åben standard på tværs af branchen. Samarbejdet med Intel sætter fokus på Intel Omni-Path Fabric-teknologien, næste generation af Intel Xeon-processorer, Intel Xeon Phi-processorer og Intel Enterprise Edition for Lustre.
Om supercomputere:
* En supercomputer er en computer, der overstiger alment tilgængelig computerkapacitet. Begrebet "Super Computing" blev først brugt af avisen New York World i en artikel fra 1929 og refererede til en stor, specialbygget tabulatormaskine lavet til Columbia University.
* En supercomputers kapacitet måles oftest i FLOPS – FLoating Point-Operationer Per Sekund, TFLOPS/teraFLOPS (1012 FLOPS) eller PFLOPS/petaFLOPS (1015 FLOPS).
* I Danmark er en af de kraftigste supercomputere Vestas’ Firestorm, der er målt til 150 TFLOPS.
Tilgængelighed:
Dell HPC-system til genomisk dataanalyse er tilgængelig i dag, og Dell HPC-systemer til produktion og forskning vil være tilgængelige tidligt i 2016.
- lb