Den travle hverdag skaber behov for intelligente hjem

Den travle hverdag skaber behov for intelligente hjem

Ericsson har netop offentliggjort sin seneste rapport fra Ericsson ConsumerLab med titlen, Connected Homes. Rapporten undersøger forbrugernes holdninger til intelligente hjem, hvor almindelige tjenester i hjemmet er aktiveret via internettet

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Undersøgelsen er baseret på en række interview i de adspurgtes hjem i Barcelona og Madrid i Spanien og San Jose i USA. Desuden viser 5.000 svar fra Chile , Rusland, Sverige, Spanien og USA, at næsten halvdelen af de adspurgte udtrykker en stærk interesse for ideen om et fuldkommen intelligent hjem, med sundhed og wellness blandt de områder, der har størst interesse.

Vi har en mere travl livsstil end nogensinde før, og vi forsøger hele tiden at balancere vores stadigt mere krævende arbejdsliv i forhold til familien. Der er snesevis af opkoblede tjenester til rådighed, der kan hjælpe os med at spare dyrebar tid og i stedet bruge den på familien. Men ofte kræver brugen af disse tjenester, at man anskaffer sig en masse udstyr og forskellige enheder, der alle har brug for en række kabler og apps. Resultatet er øget kompleksitet, der - ifølge rapporten - er en af ​​årsagerne til den langsomme udbredelse af det fuldkommen intelligente hjem.

René Skytte Christoffersen, strategisk direktør hos Ericsson Danmark siger:

- Intelligente hjem er et område med meget stort potentiale og den stigende interesse for dette område kan sammenlignes med det stigende fokus vi i disse år også ser på konceptet, intelligente byer. Indkøb af dagligvarer fra sofaen derhjemme, streaming af film og musik på alle mobile enheder, smart meters der overvåger og regulerer elforbrug og apps til at låse døren og regulere lyset i alle rum er alle elementer i intelligente hjem som har vundet indpas de senere år.

Patrik Hedlund, seniorrådgiver i Consumer Insights ved Ericsson ConsumerLab, siger om undersøgelsen:

- Der var generelt en positiv reaktion på konceptet og fordelene ved et intelligent hjem. Men vi fandt ud af, at de, der rent faktisk har et intelligent hjem, ikke er de samme som dem, der ville få mest ud det

- Rapporten viser, at familier går glip af mulighederne på dette område. I øjeblikket bruges de nye teknologier i vid udstrækning af yngre, single mænd. Men familier er den gruppe, der kunne have mest gavn af teknologien. For eksempel kan teknologien gøre de huslige pligter lettere siger Hedlund.

Han forklarer videre at en barriere i øjeblikket er, at nogle mennesker ikke kan se værdien af ​​disse former for tjenester. For at konceptet, intelligente hjem, kan blive mere succesfuldt, kræver det, at tjenesterne målrettes folks behov og de grupper, der især kunne have gavn af teknologien.

Rapporten viser også, at forbrugerne kræver mere forenkling og support i forbindelse med de nye teknologier. Fire ud af ti adspurgte efterspørger integrerede løsninger, mens størstedelen efterspørger mere støtte og rådgivning, når det kommer til daglig brug af den nye teknologi.