EET opkøber danske DS-Display A/S

EET opkøber danske DS-Display A/S

Med overtagelsen bliver EET Europarts en af de førende distributører af Pro-AV & Digital Signage i Norden

Del artiklen på

Købet af danske DS-Display A/S er en styrkelse af EET Europarts´ Pro-AV forretning. DS-Display har specialiseret sig som distributører af professionelle AV-løsninger, og er en velrenommeret markedsleder på det danske marked.

Om købet af DS-Display siger Mikael Thulin, Managing Director for EET Europarts i Danmark i en pressemeddelelse:

- Med DS-Display vil vi få tilført en lang række nye kompetencer og endnu flere brands til vores Pro-AV portefølje. DS-Display har blandt andet et vigtigt brand som EPSON i sin portefølje, et brand som helt sikkert vil medvirke til at styrke vores sortiment og produktudbud til kunderne. Desuden, og mindst lige så vigtigt, får vi med DS-Display tilført et stærkt team af dygtige og specialiserede medarbejdere til vores Pro-AV organisation. Det vil styrke både vores udbud af service og vores projektrådgivning til Pro-AV & Digital Signage kunder.

Med købet af DS-Display overtager EET Europarts et team af erfarne salgs- og produktmedarbejdere fra DS-Display. Fra DS-Displays ledelsesteam bliver Simon Kaas, forhenværende adm. direktør for DS-Display, ny Sales Director for Pro-AV & Digital Signage hos EET Europarts, mens forhenværende Salgsdirektør Thomas Baggesen bliver ny Business Development Director for Pro-AV & Digital Signage forretningen.

Simon Kaas siger i forbindelse med overtagelsen:

- Jeg er virkelig fascineret af EET Europarts' forretningsmodel. Det er lykkedes EET Europarts, på få år, at opbygge en meget stærk produkt- og brandportefølje i et komplet One-stop-Shop koncept, der både understøtter det brede kundesegment såvel som nichekunderne. Det er virkelig en imponerende bedrift. Jeg glæder mig over, at vores mangeårige erfaring fra DS-Display kan videreføres hos EET Europarts, og ser frem til, at vi nu kan tilbyde vores kunder et komplet One-stop-Shop sortiment, en enestående e-handels platform og et helt unikt state-of-the-art logistik set-up.

Flere overtagelser på vej

EET Europarts er løbende på udkig efter potentielle opkøbsmuligheder. I øjeblikket er der flere overtagelser i støbeskeen.

"Akkvisitioner er en væsentlig del af vores ekspansionsstrategi, og en medvirkende faktor til den succes vi har haft med at vækste vores Pro-AV & Digital Signage forretning de senere år, siger Group CEO John Thomas, EET Group i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Det er vores ambition at blive en af de førende Pro-AV & Digital Signage distributører på det europæiske marked senest i 2020, og akkvisitionen af DS-Display er absolut et vigtigt skridt i den retning.

- lb