EG køber svensk it-gazelle
Med købet af it-gazellen Tacticus melder EG sig ind blandt Sveriges største leverandører inden for Microsoft Dynamics. Opkøbet styrker EG's position i Sverige og man forventer flere opkøb i år
Del artiklen påDen danske it-virksomhed EG køber it-gazellen Tacticus i Sverige. EG er blandt Europas førende leverandører af virksomhedsløsninger baseret på Microsoft Dynamics.
Med købet af Tacticus bliver EG en af Sveriges største Dynamics-leverandører med en omsætning på SEK 267 mio.
- Vi vokser i Sverige, og med købet af Tacticus er vi nu blandt de største Dynamics-huse i Sverige. Tacticus er eksperter inden for logistik og produktion med en attraktiv kundeportefølje. De vil blive en væsentlig brik i at drive væksten i EG Sverige yderligere, så vi når vores ambitiøse vækstmål, siger Leif Vestergaard, administrerende direktør for EG A/S.
EG er i forvejen stærke inden for både forsynings- og detailbranchen i Sverige.
Købet af Tacticus er EG's første opkøb, siden koncernen selv fik ny ejer i form af kapitalfonden Axcel i 2013.
I den forbindelse annoncerede EG, at koncernen ville fastholde sine planer for Skandinavien med en offensiv vækstdagsorden baseret på både organisk vækst og opkøb.
- Det bliver helt sikkert ikke det sidste opkøb EG foretager i år, siger Leif Vestergaard.
Adgang til svenske logistikvirksomheder og kompetencer
De mere end 60 Tacticus-medarbejdere bliver fremover en del af EG Sverige, hvor der i forvejen sidder knap 100 medarbejdere fordelt på fem kontorer i bl.a. Stockholm, Örebro og Malmø.
- Med EG får vi flere muskler og adgang til et fællesskab, som muliggør langt større vækst for os. Som en del af EG kan vi udnytte vores kompetencer endnu bedre og tilbyde vores kunder en bredere portefølje af løsninger.
- Vi har en klar ambition om at blive førende inden for virksomhedsløsninger i Sverige. Det er jeg overbevist om, at vi kommer til at nå, siger Tacticus' administrerende direktør Stefan Fleron, der er udset til at blive ny administrerende direktør for EG Sverige.
Tacticus blev grundlagt i 2006 og har hovedsæde i Malmø. Ud over Microsoft Dynamics AX arbejder virksomheden bl.a. med M3-platformen og BI-løsninger, alt sammen specialiseret til logistik- og produktionssektoren. Sidste år havde Tacticus en omsætning på SEK 94 mio.
Tæt samarbejde i Øresundsregionen
Med den tætte placering til København giver opkøbet af det Malmø-baserede Tacticus ifølge Leif Vestergaard desuden gode muligheder for at tiltrække medarbejdere fra hele Øresundsregionen.
EG ser klare tegn på, at krisen letter, hvilket betyder øget efterspørgsel på it-ekspertise, eksempelvis i logistik- og produktionsbranchen.
- Vi er i den heldige situation, at kunderne rigtig gerne vil os. Opkøbet af Tacticus giver os større fleksibilitet i forhold til at balancere trækket på it-specialisterne bedre i perioder med stor efterspørgsel, som vi bl.a. oplever nu, understreger Leif Vestergaard.
Skandinavisk fokus
For Leif Vestergaard er opkøbet i Sverige et godt bud på, hvordan EG fortsat vil udvikle sig som Skandinaviens stærkeste leverandør af brancheløsninger.
- Vores varemærke er, at vi har branchespecifikt kendskab og samtidig kan overføre vores erfaringer på tværs af virksomheder og landegrænser til gavn for den enkelte kundes produktivitet.
- Med Tacticus om bord og Stefan Fleron ved roret tager vi et vigtigt skridt hen imod vores ambitiøse mål om at blive førende inden for virksomhedsløsninger i Sverige, slutter Leif Vestergaard.
-hawin