Elektroniske fartdræbere på Øresundsbroen
200.000 biler kører hvert år for hurtigt igennem betalingsanlægget i bizz-banerne på Øresundsbroen. Men nu er det slut. Øresundskonsortiet installerer fartdæmpere, der aktiveres, hvis man kører for stærkt.
Del artiklen påAf Michael Odsgard
Av min bil, vil flere sikkert tænke næste gang de passere gennem betalingsanlægget på Øresundsbroen med lidt mere end de tilladte 30 km/t.
Øresundsbro Konsortiet håber nemlig, at de dynamiske fartdæmpere kan løse problemet med alt for mange hastighedsoverskridelser i bizz-banerne.
I 2013 kørte 4 procent af bilerne, som betalte med bizz, hurtigere end 40 km/t, hvor højeste tilladte hastighed er 30 km/t.
– 4 procent lyder måske ikke af meget, men man skal tænke på, at omkring 5 millioner biler om året kører gennem banerne med bizz. Det bliver næsten 200.000, som kører for hurtigt, konstaterer Håkan Kiendl, afdelingschef for betalingsanlægget hos Øresundsbro Konsortiet.
Fartdæmperne, Actibump, fremstilles af det svenske firma Edeva og fungerer ved, at en radar ved siden af vejen registrerer bilens hastighed. Hvis bilen kører for hurtigt, åbnes en lille lem i vejen. Dermed opstår der en kant på nogle centimeter, som i praksis virker som en traditionel fartdæmper.
– Pointen med de dynamiske fartdæmpere er, at de kun er der, når man kører for hurtigt. Holder man sig inden for den tilladte hastighed, forbliver vejen plan, siger Håkan Kiendl.
Arbejdet med fartdæmperne er påbegyndt og de vil være klar til brug i slutningen af maj.
Video: Sådan fungerer Actibump