Europamestre i fibernet

Ny undersøgelse viser at energiselskabernes fibernet er Europas bedste

Del artiklen på

En ny stor måling fra EU-Kommissionen, der registrerer forskellen mellem markedsførte og reelt leverede bredbåndshastigheder af udbydere i alle EU-medlemslande viser, at Danmark er Europamestre, når det gælder fibernet.

For første gang nogensinde er bredbåndshastighederne i samtlige 27 EU-lande blevet sammenlignet. Det skriver Dansk Energi på sin hjemmeside.

EU-Kommissionen har sat fokus på, hvor stor forskellen er mellem de hastigheder som bredbåndsudbyderne markedsfører og de hastigheder, som reelt leveres til de enkelte forbrugere.
 
Og konklusionen er klar. Danmark indtager en sikker førsteplads, når det gælder leverede hastigheder på fiber.

Det er resultatet af det arbejde, som de danske energiselskaber har sat sig i spidsen for.

- Energiselskaberne gør en dyd ud af at sikre, at forbrugerne rent faktisk får de hastigheder, som de stilles i udsigt, og det er den indsats, som nu gør Danmark til et mønstereksempel i EU.

- Faktisk viser Kommissionens tal, at danske fibernet-forbrugere i snit får 105 procent af den hastighed, der markedsføres, hvilket er unikt i europæisk sammenhæng, siger Thomas Woldiderich, chefkonsulent i Dansk Energi.
 
EU-kommissær for Europas digitale dagsorden, Neelie Kroes, slår i forbindelse med undersøgelsen fast:

- Det er første gang forskellen mellem markedsførte og faktiske bredbåndshastigheder bekræftes af sammenlignelige og pålidelige data fra alle EU-medlemsstater. Forbrugerne har brug for mere af denne slags data til at hjælpe med at træffe et valg på et oplyst grundlag.

Dansk Energi har igennem en årrække givet EU-Kommissionen input til, hvordan der på europæisk plan kan strammes op på markedsføringen af bredbåndshastigheder.

Kommissionen forventes inden udgangen af 2013 at følge op med et initiativ, som skal give de europæiske forbrugere en øget gennemsigtighed, når det gælder markedsføring af bredbåndshastigheder.

I dansk regi trådte nye retningslinjer på området i kraft den 1. marts 2013.

Bredbåndsstatistik fra Erhvervsstyrelsen viser, at den typiske danske download-hastighed på det gamle kobbernet er cirka 16 Mbit/s, mens den for fibernet er på 36 Mbit/s.

Når det gælder upload-hastigheder, er forskellene endnu mere markante. Den typiske upload-hastighed på kobbernet er således helt nede på 1,5 Mbit/s, mens den for fibernet er over 23 gange større, nemlig cirka 35 Mbit/s.

-hawin