Firstcom og Connection Tele-Punkt fusionerer
Firstcom og Connection Tele-Punkt fusionerer og skaber tilsammen landets største uafhængige leverandør af telefoniløsninger til erhvervslivet
Del artiklen påDen samlede handel ved fusionen beløber sig til 45 mio. kr. og dækker Firstcom Europes køb af 75 % af Connection, Firstcom Europes køb af de resterende 15 % af Firstcom A/S fra Bjarke Salomonsen, så Firstcom Europe nu ejer 100 % og endelig Indfrielse af lån, så begge virksomheder nu er helt fri af banklån.
De to virksomheder medbringer tilsammen 75 medarbejdere og 75 mio. kr. i omsætning samt 11.000 erhvervskunder med flere end ti ansatte, hvilket giver landets største uafhængige udbyder på erhvervsmarkedet. Alle ansatte fortsætter deres arbejde og der forventes yderligere ansættelser som følge af kommende vækst.
Bedre teleløsninger til erhvervslivet
Som følge af aftalen vil Connections kunder fremover blive tilbudt Firstcoms egenudviklede platform, Universe, som er en komplet cloudbaseret teleløsning med omstillingsfunktioner i kombination med mobil- og fastnettelefoni og internet. Det sparer kunderne for klassiske problemer med flere tele- og internetleverandører, da alt er samlet på ét sted, med én regning og samlet service.
Foreløbigt fortsætter selskaberne under eget navn, men hovedselskab og ledelse samles i Connections afdeling på Roskildevej 333 i Rødovre. Jean-Pierre Vandromme bliver adm. dir. for Firstcom og bestyrelsesformand for Connection. Dion Olsen fortsætter som adm. dir. i Connection og direktør for Firstcom. Helle Ommestrup, Rasmus Maahr og Kent Hangaard fra Connection får i begge selskaber rollerne som direktør for henholdsvis Installation og service, økonomi og salg. Og Per Heideby fra Firstcom bliver teknisk direktør i begge selskaber.
Danmarks første udfordrer på telemarkedet
Stiftet i 1988 er Connection landets ældste virksomhed inden for teleløsninger til virksomheder og var i 1990 den allerførste virksomhed, der brød TDC's monopol på levering af omstillingsanlæg. Virksomhedens afdelinger har siden været landsdækkende i samarbejde med førende televirksomheder.
- Størrelsen på vores samlede danske forretning og vores avancerede Universe platform betyder, at vi kan tilbyde kunderne en gennemtestet og avanceret teknologi sammen med en omfattende service, fortæller, CEO for Firstcom Europe, Jean-Pierre Vandromme.
- Med sammenlægningen kommer vi i selskab med nogle af Europas mest fremsynede telefolk. Samtidigt har Firstcom allerede et stærkt fodfæste på det danske marked, og vi kender dem for deres fokus og professionalisme. Fusionen sætter mere fart på vores omstilling, som vi allerede var startet på, med tilbud om integrerede cloudbaserede teleløsninger, og det skaber grobund for bedre forretningsmodeller baseret på abonnementstjenester, fortæller Dion Olsen, adm. dir. for Connection.
Det forenede selskab får hovedkontor på Roskildevej 333 i Rødovre, som i forvejen er en af Connections afdelinger og virksomheden vil være landsdækkende med de eksisterende afdelinger i Hillerød, Odense, Kolding, Aarhus og Aalborg.
- lb