Flot regnskab fra EG

EG præsterer rekordresultat i et år med opkøb og nye ejere. Omsætningen steg med 6,8 pct. til 1,6 mia. kr. Resultatet steg med 19,7 pct. til 195,2 mio. kr. EG forventer flere opkøb i 2014

Del artiklen på

EG fortsætter rækken af rekordresultater og runder for første gang 1,6 mia.. kr. i omsætning. Hertil kommer en markant stigning i resultatet (normaliseret EBITDA) til 195,2 mio. kr. fra 163,1 mio. kr. i 2012. Resultatet afspejler en mere lønsom drift med en stigning i den normaliserede indtjeningsmargin (EBITDA) fra 10,9 pct. i 2012 til 12,2 pct. i 2013.

”Det har været et meget spændende år, og vi har bevist, at vi både kan vinde markedsandele med organisk vækst og opkøb. Vi følger vores vækstplan på de tre hovedmarkeder i Danmark, Norge og Sverige,” siger adm. direktør Leif Vestergaard, EG A/S.

EG fik nye ejere, da Axcel købte virksomheden pr. 1. september 2013. Efter et veloverstået ejerskifte er der nu åbnet op for nye udviklingsmuligheder i EG.

”Det giver naturligvis et ekstra rygstød, når en aktør som Axcel anerkender EG’s udvikling og vækst. Samtidig giver parløbet med Axcel mulighed for yderligere at styrke virksomheden på centrale områder de kommende år,” siger Leif Vestergaard.

Den øgede indtjening bygger på en bredt funderet forretningsmodel, hvor bl.a. abonnementsbaserede løsninger, faste serviceaftaler og software giver en solid bund i forretningen. EG har desuden reduceret tabsgivende projekter markant siden 2012. 

”Vi forventer øget vækst igen i 2014 både på omsætning og resultat,” siger Leif Vestergaard.

Flere opkøb i 2014
EG forventer en fortsat styrkelse af indtjeningen og har planer om nye opkøb.

”EG er gode til at generere frit cash flow. Det giver handlefrihed bl.a. i forhold til opkøb. Vi købte tre spændende virksomheder i 2013 og forventer nye opkøb i 2014. Det er vores håb, at vi ikke mindst i Sverige kan gennemføre markante opkøb det kommende år,” siger Leif Vestergaard.

I 2013 købte EG Unitail AB, NaviPartner AS og DataPro A/S.

Styrket koncernstruktur gør det enklere for kunderne
Som en styrkelse af den skandinaviske koncernstruktur er der 1. januar 2014 etableret en tværgående division ”Technology & Delivery”. Denne division etablerer fælles rammer for projektimplementering, leverancemodeller, service og support samt produktudvikling.

”Vi kan nu lade kunderne nyde godt af en koncernstruktur, der giver en enklere og mere sammenhængende oplevelse af EG. Vi fastholder vores branchefokus, hvor vi er tæt på den enkelte kunde og vil i de kommende år samtidig øge tempoet i udrulningen af nye services til glæde for den enkelte kunde. Det er min ambition, at vi kan blive en endnu stærkere forretningsmæssig sparringspartner, da it kombineret med forretningsforståelse i dag er nøglen til at indfri produktivitetsgevinster i virksomhederne,” siger Leif Vestergaard.

Regnskabet er i 2013 præget af betydelige engangsomkostninger som følge af ejerskiftet. Derfor giver det normaliserede EBITDA det mest retvisende billede af EG’s drift i 2013.I dag beskæftiger EG mere end 1.300 medarbejdere fordelt i Danmark, Sverige og Norge.

-mo