Forbrugere: Tv skal ses på computeren

Forbrugere: Tv skal ses på computeren

Forbrugernes medievaner ændrer sig radikalt i disse år. På blot et år er andelen af verdens befolkning, der foretrækker at se tv-udsendelser på computere næsten fordoblet

Del artiklen på

Fjernsynets død er ikke længere en stærk overdrivelse. Faktisk foretrækker kun knap hver fjerde (23%) forbruger i alderen 15 til 65 år i dag at følge med i sin foretrukne tv-udsendelse på det tidligere så hellige husalter. Det er et fald på hele 55%, fra 52 til 23%, i forhold til sidste år, hvor konsulenthuset Accenture ligeledes foretog en undersøgelse af medievaner blandt 26.000 forbrugere i 26 lande.

Undersøgelsen afslører et iøjnefaldende skifte i medieadfærd i forhold til tv-forbrug, hvor nu mere end hver fjerde (42%) af respondenterne i analysen foretrækker den bærbare computer, den stationære pc eller smartphonen frem for fjernsynet, når der skal konsumeres underholdning fra en skærm.

Nedgangen i tv-visning er gået bemærkelsesværdigt stærkt. Samme undersøgelse viste nemlig i 2014, at næsten to tredjedele (65%) af alle forbrugere dengang foretrak fjernsynet til at se tv-udsendelser på.

- Tv’ets dominans som den ubestridt fortrukne underholdningsenhed er ved at være slut, siger Kim Bech direktør for Accentures Digital, og fortsætter:

- Mens et stort antal mennesker stadig ser masser af tv-udsendelser på fjernsynet, afslører vores analyse en stejl stigning i forbrugernes præferencer for tv-visning på andre digitale enheder – især bærbare computere, desktops og smartphones.

Accentures analyser viser, at tendensen er global og understøttes i særdeleshed af udviklingen i traditionelt tv-glade befolkninger. Fx i USA og Indien ses særligt kraftige fald i det seneste år i forbrugere, der foretrækker at se tv-udsendelser på fjernsynet. I Indien falder antallet mennesker der holder fast i tv-apparatet som fortrukne enhed fra 47 til kun 10% af forbrugerne. Også i USA fravælges fjernsynet og kun 25% af amerikanerne fortrækker i dag fjernsynet frem for smartphonen eller desktoppen.

Forbrugerne vil have personaliseret interaktion

Accenture har også undersøgt, hvordan forbrugerne bedst mener, at forskellige medieselskaber gennem brug af fx intelligent forbrugsdata kan fange deres opmærksomhed og gøre indhold mere personligt og relevant for den enkelte. Her viser det sig, at 44% vurderer, at personaliseret indhold baseret på tidligere søgninger er nyttige. I det helt taget er respondenterne positivt stillet overfor personaliserede interaktionsmuligheder med smartphonen, når de søger efter film og video.

Således vurderer 4 ud af 10 også, at stemmekontrol kan forbedre deres valgmuligheder samt, at en digital ”personlig assistent” med personlige oplysninger vil kunne gøre brugeroplevelsen endnu bedre. Samtidig kan smartphonen kommunikere med andre smarte enheder i husstanden og herudfra anbefale indhold til den enkelte brugers præferencer. En intelligent service som det traditionelle tv har svært ved at tilbyde på samme måde. For eksempel når en bruger tanker sin Tesla hjemme i garagen efter en lang tur ned gennem Europa, så får han/hun tilbudt at se filmen The Talented Mr. Ripley, der er optaget på netop de kanter.

Der er dog også grænser for, hvad forbrugerne finder interessant. 8 ud af 10 mener, at kundeservicen halter, og de ser gerne at servicemeddelelser renses for standardiserede svar og automatiserede beskeder for i stedet at blive afsendt i en mere autentisk tone.

- lb