Glæde og frustration over digital vækstaftale
Henrik Theil fortæller, at de har oplevet en fin lydhørhed hos både regering og politisk partier inden udarbejdelsen af den digitale vækstplan.

Glæde og frustration over digital vækstaftale

Foreningen for Dansk Internet Handel glæder sig over aftalen, mens Dansk erhverv er frustrerede over manglende initiativer til at sikre investeringer på teleområdet

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Der er indgået bredt politisk forlig om digitalisering og vækst i Danmark, og det vækker både glæde og frustration i forskellige dele af Danmark.

FDIH, foreningen for Dansk Internet Handel, glæder sig over aftalen, og forventer en fokuseret indsats med konkrete handlinger, der øger eksporten via e-handel.

- Det er dejligt at se, at mange af de input, som FDIH løbende har leveret forud for forliget, også er kommet med i den nye vækstplan. Vi er meget tilfredse med, at der allerede er sat penge af for at gennemføre tiltagene. Vi forventer, at der fokuseres på konkrete handlinger, som hurtigt kan eksekveres, hvilket passer med den aftale evaluering allerede til næste forår, siger public affairs chef Henrik Theil, FDIH, Foreningen for Dansk Internet Handel.

Dansk Erhverv er knapt så begejstrede. De mener nok at der er fine initiativer i aftalen, for eksempel om nye mobilfrekvenser og hurtigere sagsbehandling i kommunerne, men:

- Men vi har svært ved at se, hvordan de her initiativer for alvor skal sikre investeringer på teleområdet,” siger Janus Sandsgaard, der er fagchef for IT og digitalisering i Dansk Erhverv.

”Man har misset en gylden politisk mulighed for at tage fat på det, som spænder ben for den digitale infrastruktur, nemlig reguleringen af bredbåndsområdet. Den nuværende regulering er simpelthen utilstrækkelig. Det var også erkendelsen i regeringens egen analyse for ganske nylig,” siger Janus Sandsgaard.

Dansk Erhverv mener at der er brug for at åbne for konkurrencen på kabel-tv-området, for der er områder, hvor kobbernettet ikke når ud. Her kan kabel-tv-nettet levere højere hastighed, og det er der brug for, når vi taler digital vækst. Kabel-tv-nettet kan blive attraktivt til rene bredbåndsprodukter ikke mindst for danske virksomheder.

- TDC råder over landets størst kabel-tv-net, og det er en unik situation position for et tidligere statsmonopol i EU. Det kræver at der bliver gjort noget ved reguleringen, og derfor er der brug for at åbne TDC’s kabel-tv-net for konkurrence, siger Janus Sandsgaard.

Hos FDIH hæfter de sig dog ved, at regeringen har været lydhøre overfor deres ønsker og input til aftalen.

- Vi har oplevet og oplever en fin lydhørhed hos både regeringen og de politiske partier, samt ikke mindst i de forskellige myndigheder og styrelser, der skal bære planen igennem. Vi håber på, at især Eksportrådet og Erhvervsstyrelsen kan finde en fælles model, der på eksportområdet sikrer et One Stop Shop for virksomhederne, så der bliver en fælles indgang til at få viden og rådgivning om eksport, siger Henrik Theil.