Globale anerkendelser til dansk datacenter-software
De anerkendte analysehuse Gartner og IDC placerer begge Schneider Electrics software til datacentre som verdens førende. Softwaren er blandt andet udviklet i Schneider Electrics globale udviklingscenter i Kolding
Del artiklen påTo af verdens førende analysehuse vurderer uafhængigt af hinanden, at Schneider Electrics software til at overvåge, styre og optimere driften af datacentre er det bedste på markedet.
Softwaresuiten StruxureWare for Data Centers har fået Gartners blå stempel med vurderingen 'Leader in 2015 Gartner Magic Quadrant for Data Center Infrastructure Management Tools.'Det er andet år i træk, løsningen får den internationale topplacering af Gartner.
Også analysehuset IDC konkluderer i sin årlige analyse, 'IDC MarketScape: Worldwide Data Center Infrastructure Management 2015 Vendor Analysis,' at StruxureWare for Data Centers er markedets førende.
Udviklet i Kolding
Vice president Søren Brogaard Jensen fra Schneider Electrics afdeling Global Data Center Software and Managed Services i Kolding er stolt over den globale anerkendelse.
- Virksomheder er i stigende grad afhængige af digital information. Datacentre ses ikke længere blot som en nødvendig omkostning, men som reelle drivere for forretning. Derfor bliver effektiv og sikker drift af datacentre stadig mere vigtigt. Og det betyder, at der er et stigende behov for DCIM-løsninger, siger Søren Brogaard Jensen.
DCIM står for "Data Center Infrastructure Management," og væsentlige dele af Schneider Electrics DCIM-løsning StruxureWare for Data Centers er udviklet i Kolding. Her har man på et tidligt tidspunkt set behovet for software til at overvåge, styre og optimere driften af datacentre.
Internet of Things driver væksten
Søren Brogaard Jensen forklarer, at det især er udbredelsen af "Internet of Things"(IoT), som driver væksten i markedet for DCIM-løsninger:
- Når virksomheder over hele verden er drevet af data, vokser kravene til datacentrene. Effektivitet, høj ydelse og skalerbarhed er nogle af nøgleordene. Et velfungerende DCIM kan være med til at sikre, at datacentret lever op til forretningens krav - og kan følge med udviklingen, siger han.
StruxureWare for Data Centers fra Schneider Electric er modulopbygget og kan udgøre en fuldt integreret løsning, som rækker hele vejen fra design over kritiske installationer til it-afdelingen. Løsningen er segmenteret til at understøtte en række forskellige, branchespecifikke behov.