Investorer skyder 23 mio i OmniCar

Investorer skyder 23 mio i OmniCar

En kreds af svenske investorer skyder 23 mio. kr. ind i IT-selskabet OmniCar, som blev noteret på den svenske børs AktieTorget i juli. De nye investorer får tilsammen et ejerskab af selskabet på 15 pct. for investeringen

Del artiklen på

Med denne kapitalindsprøjtning vil OmniCar kunne starte sin europæiske ekspansion allerede i første kvartal af 2018, forklarer OmniCar Holdings Group CEO, Claus T. Hansen.

"OmniCar vil nu bevæge sig fra at være et skandinavisk selskab til en virkelig international udbyder af innovative softwareløsninger til bilindustrien. Vi er blevet spurgt af forhandlere i Asien, Storbritannien, Tyskland og Østeuropa om at blive introduceret til vores IT-løsninger. Derfor er vi utrolig glade og stolte over, at vi har været i stand til at tiltrække så solid en investorkreds. Der er tale om nogle af Sveriges mest erfarne smallcap-investorer. Vi har nu de midler, der skal til, for at vi kan realisere de ambitiøse planer, vi har i forhold til OmniCars offensive vækststrategi," siger Claus T. Hansen.

OmniCar blev i juli noteret på AktieTorget til kurs 5,40 SEK. Siden er aktiekursen mere end tredoblet.

"Vi er selvfølgelig glade for, at vore aktionærer kan se en fremdrift i aktiekursen. Men det vigtigste for os er, at vi hele tiden udvikler OmniCar, så vi får udnyttet det fulde potentiale i selskabet. Så er jeg helt sikker på, at markedet nok skal sætte den rigtige pris på aktien," siger Claus T. Hansen.

OmniCar har udviklet en særlig softwareløsning SAM (Service Agreement Manager) til bilforhandlere og værksteder. SAM er et digitalt værktøj, der er designet til automatisk håndtering af mersalg og serviceaftaler. SAM indeholder en række selvbetjeningsfunktioner, der hjælper forhandleren med at håndtere og sælge langt flere serviceaftaler end før. Allerede i første halvår 2017 indgik OmniCar aftale med blandt andet en af de største bilimportører i Norden, Bertel O. Steen A/S.

Siden er der også indgået aftaler med en række store bilforhandlere i Danmark. Blandt andet landets største bilforhandler, Bilernes Hus og Kjærsgaard Auto, som er en af de største forhandlere af Citroen og Nissan i Danmark.

"Vi kan se, at interessen for vores produkt er noget større, end vi havde håbet på. Derfor er vi foran budgetterne. Den nye kreds af investorer har med interesse fulgt os siden børsnoteringen, og min dialog med dem viser, at de har lige så store forventninger til fremtiden, som vi selv har," siger Claus T. Hansen.

Han forklarer, at OmniCars forretningsmodel baserer sig på faste kontrakter med de enkelte kunder. I forbindelse med regnskabet for tredje kvartal opjusterede OmniCar forventningerne til, hvor mange bilforhandlere selskabet forventer at få ind som kunder i 2017.

"Vi har rundet vores oprindelige målsætning om at få 100 forhandlere ind som kunder i 2017. Vores forventning er nu mindst 200 forhandlere i 2017. Optimismen bunder i den høje efterspørgsel og det faktum, at nogle af de meget store værkstedskæder har vist interesse for SAM," siger Claus T. Hansen.

- lb