Jysk it-gazelle først med ny intelligent infrastruktur
Stefan Rosenlund Nielsen ser store fordele for deres kunder med deres nye ACI-løsning

Jysk it-gazelle først med ny intelligent infrastruktur

Danske Zitcom er den første danske virksomhed, der benytte Ciscos nye softwarebaserede netværksteknologi, og reducerer derfor driftsomkostningerne for deres it-netværk betragteligt

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Det er Cisco der står bag den nye form for intelligent netværksteknologi, der bærer navnet Application Centric Infrastructure, eller ACI. Den Skanderborg-baserede cloud-leverandør Zitcom, er den første virksomhed i Danmark der har implementeret denne nye softwarebaserede netværksteknologi.

ACI er Ciscos bud på næste generation af software Defined Network, SDN, der tilpasser sig virksomheders individuelle applikationer og giver større overblik og råderum på tværs af hele netværket.

Den jyske it-gazelle-virksomhed, Zitcom, fortæller at for dem betyder det, at deres kunder vil få lettere ved at nedlægge og oprette VLANs samt styre ressourcepuljer. Samtidig betyder API’et, at det bliver lettere at foretage automatiseringer, ligesom netværket som en helhed bliver mere enkelt og robust.

“Blandt de første virksomheder, der benytter vores nye ACI-løsning, er fx mindre infrastrukturhuse og cloud-leverandører. For dem betyder ACI, at de får et mere agilt netværk samtidig med, at der er en bedre mulighed for selvbetjening, og de reducerer risikoen for fejl,” forklarer Stefan Rosenlund Nielsen, kommerciel direktør fra Zitcom og fortsætter:

“Vi vil udbygge vores position på det danske cloud-marked, og med lanceringen af ACI-platformen tager vi et stort skridt i den rigtige retning. Vores første kunder og partnere er allerede flyttet over på ACI-platformen, og vi forventer, at der vil komme flere til i den kommende tid.”

Intelligente netværk er fremtiden

”Fremtidens it-landskab kræver et intelligent netværk, og det er præcis, hvad ACI er. Teknologien gør it-infrastrukturen fleksibel, så man undgår problemer med data-siloer. ACI-løsningen kan bidrage med alt fra øget produktivitet til betydelige CAPEX-besparelser. Under Ciscos egen implementering af ACI ser vi fx en tydelig reduktion af nedetid, øget storage-optimering samt en 45 pct. reduktion af energiforbruget,” udtaler Peter Almdal, salgsdirektør hos Cisco.