Kommuner lykkes med it-system til borgerbetalinger
Foreløbig er ni kommuner lykkedes med at implementere EGs Debitorsystem, der opkræver og rykker for betalinger fra borgerne. Holstebro Kommune er den niende i rækken, og her er systemet indkørt på rekordtid
Del artiklen påMens EFI er kuldsejlet efter 10 års forsøg på implementering, er det lykkedes Holstebro Kommune at indkøre et nyt system for opkrævning og rykning af betalinger fra borgerne på blot fem måneder. Det erstatter KMDs 30 år gamle system og skal håndtere opkrævning fra borgerne f.eks. i form af betaling til daginstitutioner, klientbetaling og fakturakrav. Systemet skal desuden oversende fordringer til modregning og inddrivelse hos Skat og EFI og ventes på årsbasis at håndtere op mod 600 mio. kr. – penge, som er afgørende for kommunens økonomi og services til borgerne.
Borgerservicechef i Holstebro Kommune, Kent Jensen, glæder sig over den effektive og succesfulde implementering, der betyder, at kommunen hurtigere kan opkræve de skyldige beløb hos borgerne.
- Vi startede med projektet i juni, og her godt fem måneder efter er systemet fuldt implementeret. Vi havde en målsætning om idriftsættelse den 2. november og udsendelse af den første rykker 15 dage efter, men allerede dagen efter, den 3., kunne vi sende den første rykker, fortæller Kent Jensen, og fortsætter:
- EG har været en fantastisk samarbejdspartner, og de har virkelig leveret og stået klar med support. Kommandovejene hos dem går hurtigt, de er meget kompetente og opmærksomme på vigtigheden af opgaven for kommunen.
Hos EG har implementering allerhøjeste prioritet
- Mislykkede forsøg med it-projekter og implementeringen af dem i det offentlige er talrige. Det, der får it-projekter til at lykkes, er en høj grad af faglighed, en tæt dialog mellem udviklere og brugere, målrettet uddannelse og ikke mindst en proces, der er tilpasset den relevante organisation. Det er forudsætningen for hurtigt at kunne hjemtage gevinsterne ved et nyt system. Med Holstebro Kommune har vi implementeret i ni kommuner, og hver gang bliver det lidt bedre, siger Bo Haaber, der er direktør i EGs Public division.
Fortsat store restancer
Selvom EGs debitorsystem nu er kørt ind i ni kommuner, slås mange kommuner fortsat med store restancer hos borgerne, som Skats EFI-system burde have inddrevet. I lyset af EFIs fallit mener Kent Jensen, at det ville være fornuftigt at lade kommunerne varetage nogle af de opgaver, EFI håndterer i dag bl.a. ejendomsskatterne.
- Inddrivelse af ejendomsskat ser jeg ingen grund til, ikke ligger her hos os i kommunen, dog skal der først ske en tilpasning af lovgivningen. Men det forudsætter, at ressourcerne følger med på samme vis, som da de blev fjernet i forbindelse med, at opgaven overgik til Skat, siger Kent Jensen.
Han vurderer, at kommunens nye debitorsystem, med nogle få tilpasninger, sagtens ville kunne håndtere inddrivelse af ejendomsskatter. Om hele inddrivelsesretten skal tilbage til kommunerne, er et politisk spørgsmål, som Kent Jensen ikke vil forholde sig til.
- lb