Kyndryl og FDC forlænger samarbejdet om fremtidssikring af nordisk it-infrastruktur
Beda Grahn, landechef for Kyndryl i Norden og Baltikum. Foto: Kyndryl

Kyndryl og FDC forlænger samarbejdet om fremtidssikring af nordisk it-infrastruktur

FDC, der leverer it-løsninger til forsikrings- og pensionsbranchen, har forlænget sin aftale med Kyndryl. Samarbejdet skal sikre FDC's mainframe-platform for mere end fire millioner nordiske brugere og understøtte cloud-integration, sikkerhed og skalerbarhed

Del artiklen på

 

Af Lars Bennetzen

FDC, Forsikringens Datacenter A/S, der leverer kernesystemer til forsikrings- og pensionsbranchen, har indgået en ny femårig aftale med it-selskabet Kyndryl.

Aftalen indebærer blandt andet en flytning af FDC’s mainframe-drift til Kyndryls Twins-datacenter i Belgien samt en opgradering til Kyndryls zCloud-platform. Det skal sikre FDC’s F2100-platform, der i dag håndterer over fire millioner policer i Norden.

- Vi ønsker at levere moderne it-løsninger, der samtidig er sikre og skalérbare. Derfor har vi valgt at styrke samarbejdet med Kyndryl, som har dyb teknisk indsigt i både mainframe og cloud, siger FDC’s administrerende direktør, Michael Knudsen.

Opgraderingen til zCloud-platformen skal give FDC øget agilitet, højere sikkerhed og bedre muligheder for cloud-integration.

- Vi oplever i øjeblikket stor interesse i Norden for modernisering af mainframes, netop fordi det giver virksomhederne mulighed for at udvikle deres it-infrastruktur mod mere fleksible, cloud-venlige løsninger, siger Beda Grahn, landechef for Kyndryl i Norden og Baltikum.

Kyndryl har tidligere indgået lignende aftaler med blandt andet Nuuday og Storebrand.