Lettere energiplanlægning med nyt EU-forskningsredskab
Et EU-finansieret forskningsprojekt lancerer et redskab, som gør det muligt for europæiske regeringer, virksomheder, konsulenter, akademikere, planlæggere og energientusiaster at vurdere varmeressourcer og varmebehov i et givet område
Del artiklen påPeta4 (Pan-European Thermal Atlas), som lanceres i dag i Bruxelles, er et interaktivt online- kort, der viser varme- og kølebehov i Europa sammen med potentielle varmeressourcer, der i dag i stort omfang ikke anvendes. Kortet, som er udviklet i Heat Roadmap Europe (HRE)- projektet, leverer visuelle og tekniske data til varme- og kølingsprojekter og giver derved brugerne et vigtigt analyseredskab og lettere adgang til relevante data.
David Connolly, HRE projektkoordinator, skriver i en pressemeddelelse:
- Kraftværker, industri og affaldsforbrændingsanlæg over hele Europa har i årevis spildt enorme mængder varme, hvilket i de fleste tilfælde er gået ubemærket hen. Peta4 giver politikere, planlæggere, leverandører og forskere mulighed for at identificere hotspots, hvor man kan erstatte f.eks. olie- og naturgasfyr med overskudsvarme, og fortsætter:
- Det er utroligt, så meget varme der går til spilde i byer, som i dag bruger millioner på naturgas til opvarmning af bygninger. Med dette redskab kan der spares penge, CO2- udledninger og energi. Byerne vil kunne opfylde deres EU-fastsatte energimål, samtidig med at de sparer forbrugerne for udgifter.
Peta4 dækker de 14 EU-medlemsstater, som er en del af Heat Roadmap Europe-projektet. Peta 4, som er udviklet i et samarbejde mellem Aalborg Universitet, Halmstad Universitet og Europa-Universität Flensburg, genererer kort med konkrete og specifikke data for geografisk placering og omfang af varmebehov og overskudsvarme, hvilket vil lette udviklingen af energisystemløsninger i hele Europa.
Brugere har mulighed for at søge på et specifikt sted for at analysere gennemførligheden af et projekt i et givent område og eksempelvis vurdere, hvor fjernvarme eller varmepumper kunne være økonomisk realistiske. Peta4 indeholder det modellerede varmebehov i 2015 i 100 meters opløsning, hvilket visualiserer, hvor der er potentiale for fjernevarmenetværk. Dette kombineres med et lag, der præsenterer tilgængeligheden af overskudsvarme fra diverse større elværker og industrier for at vise, hvordan disse nye fjernvarmenetværk forsynes med varme.
Kortene anvender offentligt tilgængelige geodata fra EU-Kommissionen, Det Europæiske Miljøagentur og Eurostat. De udarbejdes og finansieres inden for rammerne af Horizon 2020 – EU's program for forskning og innovation.
Få adgang til Peta4-kortene her: www.heatroadmap.eu/maps.php
- lb