Markant fald i antallet af it-udbud
På bare et år er antallet af it-udbud faldet med 62%. Det viser seneste tal fra Udbudsvagten, der overvåger det offentlige udbudsmarked.
Del artiklen påMens der i 2015 blev gennemført 258 it-udbud fra det offentlige, var tallet faldet til blot 161 i 2016. Og udviklingen ser ikke ud til at være vendt i 2017.
Hvor der i 2015 i gennemsnit blev udbud 21,5 it-udbud om måneden, har der i de første måneder af 2017 i gennemsnit blot været udbudt 12,0 it-udbud.
"Når der kommer så få it-udbud, er der også færre it-leverandører, der har mulighed for at bidrage til udviklingen af det digitale samfund. Det er et problem, hvis politikerne stadig har et ønske om, at vi skal høste frugterne af vores store danske digitaliseringspotentiale," siger Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen.
Er Danmark ved at miste sin førerposition
Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, og der ligger derfor store muligheder i at bruge digitaliseringen af samfundet til at forbedre borgerservicen, understøtte de danske virksomheder og skabe flere fremtidssikrede arbejdspladser.
Men det kræver, at man holder dampen oppe på det digitale maskineri.
"Det er farligt, hvis det offentlige lader ambitionsniveauet falde, og bilder sig ind, at vi allerede er i mål. For det er vi langt fra. Vi bliver overhalet af både andre lande og internationale virksomheder, hvis vi ikke fortsætter digitaliseringen. De manglende investeringer i det offentlige vil i sidste ende gå ud over vores velfærd og vækstmuligheder," udtaler Birgitte Hass.
- lb