Muskelsvindpatienter skal styre robot ved tankens kraft
I et nyt forskningsprojekt skal hjernens signaler afkodes af en computer og kobles til at styre en robot-arm og -handske. Målet er, at patienter med svær muskelsvind skal kunne klare sig længere uden hjælp
Del artiklen påDen alvorlige muskelsvindsygdom amyotrofisk lateral sklerose (ALS) har store personlige og samfundsmæssige omkostninger, da halvdelen af patienterne er døde eller svært plejekrævende i løbet af få år, efter at diagnosen er stillet.
På grund af muskelsvind mister patienterne evnen til at bevæge sig og bliver derfor afhængige af hjælp. Ved hjælp af ny teknologi er det nu muligt at aflæse intentionen om at ville bevæge en arm eller et ben ved at aflæse signalerne fra hjernen gennem elektroder på huden, kaldet EEG.
Målet med forskningsprojektet er at udnytte disse signaler til at styre en robotarm og -handske, der kan hjælpe patienterne med at spise, når sygdommen er så fremskreden, at de ellers er afhængige af hjælp fra pårørende eller plejepersonale.
- Vi vil gerne have, at elektroderne kan tankelæse, så man kan afkode, at når personen vil bevæge sin arm, bevæger robotarmen sig. Vi skal så udvikle en algoritme, som kan tilpasse sig, så den ændres, efterhånden som patienten lærer noget nyt. Hvis du eksempelvis skal lære at spille klaver, er du fuldt koncentreret om opgaven, men med tiden kan du spille, samtidig med at du sidder og kigger ud ad vinduet. På samme måde skal vores algoritme gerne kunne tilpasse sig, så den kan opfatte, at den skal føre et glas op til munden på patienten, selvom personen samtidig sidder og fører en samtale, siger Jakob Blicher, som er lektor på Center of Functionally Integrative Neuroscience under Aarhus Universitet.
Innovationsfonden investerer 8 mio. kr. i projektet.
- lb