Nianet får 70 mio. til at sætte turbo på væksten
Rasmus Helmich, adm. direktør for Nianet

Nianet får 70 mio. til at sætte turbo på væksten

Pengene skal bruges til at tage markedsandele og fordoble Nianets omsætning inden udgangen af 2016.

Del artiklen på

Stabile og hurtige netværk er en grundsten for vækst og service i offentlige og private virksomheder. Nianet har gennem de seneste 4 år arbejdet målrettet på at fokusere forretningen på dette marked. Resultatet er en stigende omsætning og overskud, og Nianet har cementeret sin position blandt de 2-3 største udbydere af fiberforbindelser til danske virksomheder.

”Nianet har i de seneste år fremvist pæne nøgletal og er ikke tvunget ud i kapitalforhøjelsen af nød. Tværtimod er Nianet nu så veltrimmet, at virksomheden er klar til at øge hastigheden på erobringen af markedsandele, på et marked som vurderes som stærkt og attraktivt – ikke mindst takket være statsaftalen, der har givet Nianet et stærkt udgangspunkt for at tage andele fra konkurrenterne,” fortæller Rune Bech, formand for Nianets bestyrelse.

Nye kunder og mere infrastruktur

For at samle de mange nye kunder op, har Nianet investeret i udbygningen af fiberinfrastruktur samt datacentre. Begge typer af infrastruktur er langsigtede investeringer, som binder likviditet. Derfor ser ejerne bag Nianet kapitalforhøjelsen som en logisk investering, som kan være med til at øge salget yderligere og dermed det økonomiske afkast af den eksisterende infrastruktur.

”At overtage statens netværk efter TDC har været en stor opgave, som vi nu er kommet godt i mål med,” fortæller Rasmus Helmich, adm. direktør for Nianet. ”Som følge af aftalen har vi udvidet vores infrastruktur i indre København, hvilket har bragt os nærmere en lang række virksomheder. Aftalen har også åbnet for dialog med andre offentlige virksomheder, skoler med flere, som kan få samme aftalevilkår som staten. Med de ekstra penge kan vi bedre udnytte vores succes til hurtig ekspansion med nye kunder.,” fortsætter Rasmus Helmich.

- mo