Nu vil Uber udvikle flyvende biler
Fremtiden er flyvende biler, det mener Uber. Derfor har de hyret NASA-ingeniøren Mark Moore til Uber Elevate, der er afdelingen for flyvende transportmidler hos Uber
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Uber har længe, i det skjulte, gået med planer om at få fremstillet flyvende on-demand-biler, og efter at NASA-ingeniøren Mark Moore havde været med til at skrive et white paper om disse transportmidler, endte det så med at han blev hyret af Uber.
Hans nye titel bliver så Director of Engineering hos Uber Elevate, og her bliver hans opgave at udvikle en praktisk business case for at fremstille flyvende transportmidler. Til Bloomberg fortæller Mark Moore selv, at der aldrig vil komme til at ske noget på denne front, hvis der ikke ligger et potentielt marked bag.
Uber har nedfældet en vision om ’on-demand transport i luften’, hvor det er et netværk af små biler der kan lande og lette vertikalt, drevet af elektricitet og med en aktionsradius på 50 til 100 miles på en opladning (mellem 75 og 160 km, red.).
Målet er at få disse til at operere autonomt og få dem til at kunne tilkaldes med en app på folks smartphone. Mark Moore forventer dog, at der nok vil komme en del mellemstadier inden, hvor der også vil være piloter i de små biler/fly.
Det er dog ikke fordi Uber er tæt på at levere et færdigt produkt til os, men de arbejder på sagen. Der forlyder rygter om, at de vil afholde et seminar i starten af 2017, for dem der har interesse i Vertical Take Off and Landing, eller VTOL.