Polycom får en større rolle i Norden.
Peter Salmon, kanaldirektør for Norden, Polycom

Polycom får en større rolle i Norden.

Polycoms nye kanaldirektør for Norden vil føle sig som en fisk i vandet hos Polycom, for han har i sin lange karriere gabt over større markeder end det nordiske

Del artiklen på

53-årige Peter Salmon har i mere end 20 år haft hele verden som sin handelsplads i en række tunge salgsstillinger hos Olicom, AT&T, Cisco, NCR og Motorola Solutions.

Peter Salmon var omkring årtusindskiftet en af mændene bag verdens største IP-telefoni-løsning, da han som business manager for Cisco's IBM EMEA Strategic Alliance var med til at skabe en forretning, der på blot fire år skabte et årligt salg på 400 millioner dollars.

Han har ikke hvilet på laurbærrerne siden, men tværtimod haft rygende travlt i salgsdirektørstillinger i store tele- og RFID-teknologivirksomheder. Hans rolle har hele tiden været at skabe robuste salgskanaler, og Polycom har ansat Peter Salmon netop for hans mangeårige erfaring med at opbygge forhandlernetværk og salg gennem forhandlere.

- Min opgave er at udbygge dækningen af markedet både geografisk og i de relevante vertikaler. Polycom komplimenterer Microsoft Skype for Business, hvor vi er den eneste producent, som er fuldt integreret og certificeret til MS SfB. Det giver en enestående synergi inden for video og voice-endepunkter for kunderne. Målsætningen er at skabe større markedsandele for Polycom i Norden, lyder det nøgternt fra Peter Salmon.

Dermed bliver hans rolle som Nordic Channel Manager hos Polycom reelt den samme, som den har været hele hans karriere. Hans flere end 100 rejsedage om året vil næppe blive færre, men turene vil blive kortere, når Europa, Mellemøsten og Asien skiftes ud med forretningsrejsemål i Norge, Sverige, Danmark, Finland og Island.

Peter Salmon kommer fra en stilling hos Zebra Technologies som Strategic Account Executive for Norden, hvor han arbejdede med få, men store kunder. Kundeporteføljer, der opererer med et årligt salg af Zebra-teknologi på 10 millioner dollars.

Peter Salmon bor i Hørsholm, hvor han i fritiden spiller golf og tennis, når han ikke tager til Alperne og står på ski med familien, som består af kone og to voksne børn.