Så slutter eventyret for Swipp

Så slutter eventyret for Swipp

Mobilbetalingstjenesten Swipp fik aldrig rigtig luft under vingerne. MobilePay løb med momentet, og nu stopper Swipp så endelig den ulige kamp

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Gennem længere tid at Swipp været igennem en dødskamp. Først forlod Nordea samarbejdet, og ganske kort tid derefter fulgte Jyske Bank trop. Meldingerne fra Swipp var præget af forvirring og de førsøgte at genopfinde sig selv, og finde ud af, hvordan deres forretningsmodel skulle være.

Men det lykkedes aldrig rigtigt, og nu har Danske Bank, der står bag MobilePay, skrevet i en pressemeddelelse, at MobilePay og BOKIS har indgået en aftale der betyder, at pengeinstitutterne i BOKIS kan tilslutte sig det nye distributionspartnerskab om MobilePay, som Danske Bank har inviteret nordiske banker til at deltage i.

BOKIS er et indkøbs- og udviklingsseskab på kort- og betalingsområdet for størstedelen af lokale banker og pengeinstitutter i Danmark.

Swipp i en overgangsfase

Swipp lukker og slukker dog ikke bare fra den ene dag til den anden. I en pressemeddelelse fortæller Swipp, at de vil fortsætte med at fungere som betalingsplatform for både private og erhvervskunder, mens de danske pengeinstitutter får konkretiseret organisationen rundt om det nye samarbejde mellem BOKIS og MobilePay.

Anders Jensen, bestyrelsesformand i Swipp siger:

- Det har gennem længere tid stået klart for Swipps bestyrelse, at Swipp stod over for nogle afgørende strategiske valg. Med aftalen mellem BOKIS og MobilePay er der nu skabt klarhed til glæde for kunder og pengeinstitutter i Swipp. Jeg er glad for, at det nye samarbejde hviler på den omkostningseffektive teknologi, Swipp blev bygget på. Det bedste fra Swipp kombineres dermed med MobilePays distributionskraft. Det er den bedst tænkelige løsning for danskerne og dansk erhvervsliv.

Aftalen mellem BOKIS og MobilePay betyder bl.a., at BOKIS-bankernes salg og markedsføring af den nye fælles betalingsplatform varetages via det nye partnerskab. Derfor ophører Swipp med at markedsføre og sælge nye aftaler.